Robbie Williams var Tinderbox’ ubestridte topnavn. I hvert fald hvad angår popularitet.
Musikalsk befinder han sig på et helt anderledes middelmådigt niveau.
Det mindede entertaineren om søndag fra klokken 22.30 til lidt over midnat, hvor han sendte festivalens største – og nok vådeste – publikum hjem med en omgang uforpligtende nostalgi samt en masse billeder af Robbie, sidemanden og fotografen selv.
Den 41-årige englænder er jo først og fremmest kendt som showmand, selv om han egentlig aldrig har medbragt de store shows, men i Odense satsede han endnu mere på blot sine talrige hits. Og andres.
Flirtede skamløst
Det mindede om karaoke, for flaben brølede, sang og skrålede numre af blandt andre Lorde, Queen, Led Zeppelin, Joan Jett, Cab Calloway, Queen igen, Oasis og Frank Sinatra tilsat en udstråling som en polterabend.
Oftest stod man dog bare og ventede på, at sange som 'Monsoon', 'Feel' og 'Kids' var færdige, så man kunne varme sig på endnu en lummer joke fra den muntre popklovn.
Robbie varmede også fanen Johanne, som han hev op på scenen og flirtede skamløst med. Det billige trick virker bare stadig.
Han havde tydeligvis husket at sluge vitaminpillerne og undladt at spise skaldyrene, men i silende regn blev stemningen aldrig ekstatisk som under stjernens optrædener i Parken.
Til gengæld lød det langt bedre. Bare han dog havde haft noget mere at bruge den gode lyd til.