Peter A.G. må have puttet noget i kaffen. Hvad er det? Og hvor kan man købe det?
Manden er en naturkraft i noget nær fuld udblæsning et halvt år før, han fylder 70.
På Jelling Musikfestival lignede han en, der lige var blevet lukket ud af et hønsebur. Eller en galeanstalt. Eller begge dele.
Det er ufatteligt, hvor medrivende veteranen stadig er som flagrende frontfigur for Gnags, og med sit kropslige engagement kompenserede han rigeligt for en vokal, der fremstod i en anderledes kraftløs forfatning.
- Jeg har ikke så meget stemme, men jeg bruger det, jeg har, proklamerede han i overensstemmelse med virkeligheden.
Tog strømmen
Bandets klassikerparade vibrerede tiltalende i den tidlige aftensol, der ikke var det eneste, som varmede på festivalens sidste dag, hvor det hårdt prøvede publikum fik lune sange på stribe.
'Slingrer ned ad Vestergade', 'Lav sol over Aarhus', 'Under bøgen', 'Kærester', 'Vilde kaniner', 'Burhøns', 'Mr. Swing King', 'Rytmehans' og 'Danmark'. Man glemmer jo, hvor mange nationalsange de har lavet.
Numrene fra deres tvivlsomme aktuelle album, ’På ryggen af en drøm’, er der ingen, der husker.
Nyheden 'Kold vinternat' fik i hvert fald en kølig modtagelse. Det var nærmest, som om nogen tog strømmen.
Snart var den tilbage, og Peter A.G. dansede, spjættede og fjollede videre på den naturenergi, man kun tror på, hvis man har oplevet legebarnet.
Mod slut sang han 'Når jeg bliver gammel'. Der er længe til.