Utrolige AC/DC: Sad lige i el-skabet!

Rocklegenderne sendte klassisk stærkstrøm gennem 55.000 på Roskilde Dyrskueplads

Angus Young - leadguitaristen fra AC/DC var slet ikke til at styre på et par tønder land. (Foto: Per Lange)
Angus Young - leadguitaristen fra AC/DC var slet ikke til at styre på et par tønder land. (Foto: Per Lange)

AC/DC, Roskilde Dyrskueplads, onsdag 15. juli

Så gjorde de det sgu igen!

’Rock or Bust’ spurgte AC/DC i åbningsnummeret, og svaret var et rungende ROCK.

Veteranerne spillede som om, de havde noget at bevise. Hvilket et af historiens bedste bands egentlig også havde.

Tordenguderne AC/DC

AC/DC har ret kontroversielt forlænget karrieren uden den toneangivende rytmeguitarist Malcolm Young, der har demens, og trommeslager Phil Rudd, der har husarrest, men de retfærdiggjorde deres fortsatte eksistens med en uimodståelig indsats. 

Varen blev leveret, og det er altså en førsteklasses vare.

Fråde i mundvigen
De to nye motorer i maskinrummet, Stevie Young og Chris Slade, som begge tidligere har vikarieret i AC/DC, hang upåklageligt med på rocktoget, der blev trukket i mål af Brian Johnson og lokomotivet Angus Young.

Leadguitaristens 157 centimeter udgør stadig en utrættelig gigant, og fråden hang i mundvigen på den 60-årige galning gennem flere numre.  Forever Young! Young forever!

Brian Johnson - 67 og still going strong. (Foto: Per Lange)
Brian Johnson - 67 og still going strong. (Foto: Per Lange)

Noget udskældte Johnson, der aldrig vil kunne fylde Bon Scotts gummisko, havde også en forrygende aften i front, og lyden var så klar, at man faktisk kunne høre, hvad sjoveren gnæggede.

I en alder af 67 synger han stadig som om, han hele tiden lige er blevet skudt i nyrerne. Det kan og skal bare ikke være anderledes.

AC/DC’s ekstraordinært effektive repertoire er ukompliceret på linje med at hælde fadøl ned i halsen, og som alkohol virker det hver gang.

Et slattent publikum
Publikum var dog enten for fulde, ædru eller gamle til at overgive sig betingelsesløst til legenderne, og stemningen blandt de 55.000 på Roskilde Dyrskueplads blev aldrig ekstatisk.

Det var ikke AC/DC’s skyld, for højspændte supersange som ’Back in Black’, ’Dirty Deeds Done Dirt Cheap’, ’Sin City’, ‘T.N.T.’ og ‘Whole Lotta Rosie’ sad lige i el-skabet.

Plagiat af AC/DC

Australierne havde droppet både det klassiske nummer ’The Jack’, og Angus’ klassiske stripnummer, men ellers var alle traditionerne, hvor traditionerne plejer at være.   

Heldigvis spillede de kun tre numre fra den nye skive, ’Rock or Bust’, men det var et for meget, for ’Baptism By Fire’ var en sjælden fuser i et ellers sprængfarligt sæt, der var som et minefelt af hit på hit på hit og riff på riff på riff.  

Omvandrende elektrochok
Gennem to timer frem til klokken 23.22 føltes Angus’ 13 minutter (!) lange solo i ’Let There Be Rock’ næsten ligeså lang som køen for at købe en flæskestegssandwich.

Ikke desto mindre er det ufatteligt imponerende, at han fortsat fremturer som et konstant spjættende elektrochok. 

Danmarks bedste AC/DC

Det var måske ikke helt højt nok og ikke helt så vildt som i storhedstiden for 35-40 år (! !) siden, men mindre kunne sagtens gøre det, og hvor ville den opvisning i enestående rock’n’roll dog have klædt Roskilde Festival.

- I hope you like rock’n’roll, because that‘s all we do! proklamerede Johnson, og det er ikke løgn.

Lad os håbe de bliver ved med det.