Gojira er så sandelig en metalgruppe, men der er ikke meget cowboyvest, læderbukser og tatoveringer over bandet fra den franske del af Baskerlandet.
Mens kollegerne sad hjemme og fortalte deres mødre, hvor stofmærkerne skulle syes på overtøjet, så svedte Gojira i øvelokalet.
Se også: Monstre truer med at æde Metallica
Kvartetten mestrer en organisk form for dødsmetal på et fuldkomment svimlende teknisk niveau, og tilsat ubarmhjertig seriøsitet skar de skånselsløst gennem Copenhells hang til bajerbællende bøvethed.
Luften blev renset. Det var befriende. Og vildt imponerende.
Samspil i symbiose
Gojira har progressive sangstrukturer og en uspoleret spiritualitet tilfælles med fantastiske Mastodon, og som de amerikanske ligemænd lader de ikke overmusikalske kvaliteter komme i vejen for trangen til at smadre igennem.
Franskmændenes sympatiske frontmand, Joe Duplantier, og hans nærmest ufatteligt dygtige lillebror, trommeslageren Mario Duplantier, var de helt store oplevelser i et 70 minutter langt sæt, hvor ensemblet fremstod sammenspillet i en grad som var de i symbiose.
Den eneste skamplet på en ellers ærefrygtindgydende triumf var koncertens afslutning, hvor Gojira mistede momentum i et malplaceret og underligt miskmask af trommesolo og flere abrupte ud- og indvandringer fra scenen.
Se også: Helvedes bødler: Slet ikke hovedløse
Men efter den opvisning, der gik forud, tilgav man dem gerne finalen, for sådan skal musik spilles, og sådan skal det gøres.
En meget menneskelig og smuk, smuk død.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.