Wilco har leveret så overdådige liveoplevelser i ikke mindst Falconer Salen og Det Kongelige Teater, at en forrygende aften med superbandet nærmest føles som en skuffelse.
Amerikanernes optræden i Koncertsalen befæstede d’herrers position som et magtfuldt ensemble, men man sad også med en snigende fornemmelse af, at den gennemrutinerede sekstet fra Chicago har toppet.
Idioti i Aarhus: Perler for svin
Det skyldes ikke mindst, at Wilco forsømmer at udvikle sig markant på deres seneste skiver, hvor Jeff Tweedys sangskrivning er stagneret, og det nye materiales manglende mesterklasse blev udstillet i sammenligning med bagkatalogets svimlende fortræffeligheder.
Bandet har sprængt rammerne for rootsrocken tilsat avantgardistiske tilbøjeligheder og frenetiske udskejelser, som havde markant gennemslagskraft gennem det 125 minutter lange sæt, der nåede grundigt rundt i hjørnerne af pionerernes pragtfulde univers.
Musikalske trumfkort
Men det var Wilcos mere eksperimenterende numre, der gjorde størst indtryk i den stort set udsolgte sal, som fik vredet ørerne rundt med et interessant arrangement af ’I Am Trying to Break Your Heart’ og orkesterets afsindigt støjende overhaling af countryballaden ’Via Chicago’.
På sidstnævnte spillede trommeslager Glenn Kotche så mageløst eksplosivt, at det faktisk virkede som om, ekvilibristen er blevet endnu dygtigere.
Han er som taget ud af filmen ’Whiplash’, og man ville gladelig betale for at se ham give solokoncert på ét bækken.
Wilcos andet musikalske trumfkort, leadguitaristen Nels Cline, svævede langt ud i rummet med en maratonsolo under skønne ’Impossible Germany’. Hans sokker var røde. Hans virtuositet var rødglødende.
Imposante rammer
’Jesus, Etc.’ blottede Wilcos bankende pophjerte, mens bristefærdige ’Reservations’ ramte en rørende nænsomhed, og ’I’m the Man Who Loves You’ sparkede god gammeldags røv som herlig boogierock’n’roll.
Koncertsalens imposante rammer har det med at hæmme selv garvede verdensnavne, og det skete igen med Wilco, hvis organiske toner i perioder ikke åndede helt frit midt i det bekostelige byggeri.
Rigtig musik af rigtige mennesker
Arrangørerne havde desuden kvajet sig ved først at programsætte Wilco klokken 22, så veteranernes ur oppe på scenen rundede midnat, da de sagde farvel med en episk udgave af ’Spiders (Kidsmoke)’.
Det godt møre publikum kvitterende med stående applaus, og Tweedy påstod smilende, at der stod en kvinde på forreste række og klappede trods en brækket arm.
Ikke mange kan gøre det bedre. Men Wilco kan.
.jpg)
