112 til blodig pige: Saml de smadrede tænder op og tag en taxa

Frede Ms datter væltede på cykel, og hendes kammerat ringede 112. Frede synes hjælpen var rystende ringe

- I lørdags væltede min datter på cykel på Brostykkevej dvs. ca. ½ km. fra Hvidovre Hospital og skadestue. 

- Hun faldt så uheldigt, at hun hamrede ansigtet ned i kantstenen og smadrede sine 2 fortænder, som hun lidt efter stod med i hånden.

Nå, men find selv ud af det
Sådan indleder nationen! Frede M et læserbrev til Ekstra Bladet om det han ser som forringelser i velfærdssamfundet. For den hjælp, datteren fik, var så langt fra det Frede havde forestillet sig. Læs med og bedøm selv:

- Hun var sammen med en kammerat, der ringede 112 for at få en ambulance og få hende på skadestuen.

- Han blev spurgt, om hun var ved bevidsthed, hvad han da kunne bekræfte.

- Nå men så måtte de da selv finde ud af det.

Men sæt lige tænderne op - det er vigtigt
- 112 kunne dog oplyse, at når der var røget et par tænder ud, var det vigtigt at få dem sat på plads, og det blev kammeraten meget vel informeret om, hvorledes han skulle gøre.

- Han udførte derpå en lille kirurgisk opgave og fik tænderne sat op igen.

-  Dernæst fik han besked på, at de skulle tage til regionens akuttandlægeklinik i Hillerød.

- Nå. Og hvordan skal et par unge mennesker så lige gøre det kl. 23.30 en mørk aften på en fjern gade med 40 km. til akuttandlægen.

Blodtilsølet hår og opkast
- Ja det måtte de jo så selv finde ud af, der var ikke nogen hjælp at hente fra vores velfærdssamfund. Hvad er det dog for en forringelse, der sker.

- Min datter havde haft et voldsomt styrt. Hun havde slået hovedet ganske eftertrykkeligt, og der kunne være alvorlige skader, der ikke lige var synlige.

- Hvordan kan man sidde på en alarmcentral og afgøre, at det vigtigst ikke er at få hende hurtigst muligt til Hvidovre.

- Hun havde blødt meget. Hendes hår var tilsølet i blod, og hun havde kastet op, så det kan være tvivlsomt om en taxi overhovedet ville køre med hende.

Ville en taxa overhovedet køre med hende?
- Og er det iøvrigt sandsynligt, at et par unge mennesker råder over 1.000 kr. til at betale en taxi.

- Heldigvis er der omsorgsfulde mennesker til, når der er behov for hjælp.

- Der kom et par forbi i bil og stoppede op og var parat til at køre min datter til Hillerød. Tak til jer, hvis I læser dette.

Fremmede mennesker tilbød at køre hende 40 km
- Min datter bad nu sin kammerat ringe til mig og derfor blev det min kone og jeg, som transporterede hende til Hillerød, men fantastisk at vildt fremmede stillede op, når nu systemet ikke ville hjælpe.

- Det blev lige til 2 Hillerødture den nat, idet min datter efter tandlægen kom til at ligge to timer til observation for hovedtraume på skadestuen ved Hillerød Hospital. Ikke i sig selv noget problem.

Tak til akutklinikken - men ellers er jeg ret skuffet
- Forhåbentlig ender det godt, og hun får et par nye smukke tænder og også lige en tak til personalet på akuttandlægeklinikken for god og omsorgsfuld behandling, skriver Frede M., der håber at hans læserbrev vil få politikernes øjne op.

- Som mangeårig leder i det offentlige har jeg altid forsvaret den offentlige sektor. Men jeg ved snart ikke.

- Jeg er så skuffet over vores samfunds udvikling, slutter Frede, men hvad mener du?

Ville du også være skuffet, hvis du var væltet på cykel og havde smadret to tænder - og fik at vide, at du skulle finde en skade stue selv?

263 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere