- Forventningerne er overalt. Lige meget hvor du er, så er de der også.
- De er der i skolen, på arbejdet, i fritiden, hos dine venner.
- Selv derhjemme er der masser af forventninger.
Folk har for mange forventninger til dem selv
Sådan indleder 14-årige Thea et brev til nationen!, som hun gerne vil have at alle, der skal går i skole læser. Thea synes selv, at der er alt for mange forventninger i livet, og hun også peger på, at den der faktisk har de allerstørste forventninger til hende er - Thea selv. Hendes brev - som du altså gerne må dele til folk, der får karakterer - fortsætter derfor således:
- Jeg synes, at folk har alt for mange forventninger til andre, men også dem selv.
- Især folk på min alder går meget op i, at alt skal være perfekt. Og selv går jeg meget op i orden og system.
Folk brokker sig hvis de får mindre end 12
- Jeg vil mene, at jeg går i en klasse med et okay højt niveau, hvilket ikke er noget jeg klager over, da jeg går meget op i skolen.
- Men nogle gange kan det også blive for meget.
- Tit oplever jeg, at når vi har fået en stil eller andre opgaver tilbage fra vores lærere, så går dem i min klasse kun op i hvilken karakter de har fået.
- Vi kan vist godt blive enige om, at man kan være rimelig tilfreds med et 7- eller 10-tal.
- Alligevel brokker folk i min klasse sig over, hvis de har fået mindre end 12.
- Ærlig talt kan jeg også selv blive skuffet, hvis jeg ikke får 10 eller 12, hvilket jeg egentlig synes, når jeg tænker over det, er fuldstændig latterligt, når det jo er en meget fornuftig karakter.
- Desuden er det også fuldstændig ligegyldigt, når man kun går i 8. klasse.
Folk behøver ikke lalle rundt - men slap nu lidt af
- Jeg siger ikke, at folk skal gå og lalle rundt og ikke have nogen forventninger til sig selv og hinanden, for selvfølgelig skal man have det, ellers ville der jo ikke være nogen som helst orden i noget som helst.
- Jeg synes bare folk burde tage og slappe lidt mere af med alle deres forventninger, og ikke altid gøre hvad de burde gøre, men mere hvad de bare har lyst til at gøre.
- Så tror jeg nemlig vi alle sammen ville slappe mere af, og bare tage tingene som de kommer, skriver Thea, men hvad tænker du?