16 årig skal tvangudsendes i aften: Malene håber på Støjberg

Kære Inger Støjberg, det ville være smukt, hvis det første, du gjorde som ny integrationsminister, var at rette op på uretfærdigheder som i Abolis sag, skriver Malene H om hendes 16-årige ven, der bliver smidt ud af Danmark i dag

Aboli (i midten) blev hentet af fire betjente i morges, og skal på et fly kl. 18.00 til Kabul. Malene, hans veninde fra flygtningecenteret, håber at Danmarks nye udlændingeminister, stopper hjemsendelsen. (foto:Jens Dresling, privat, privat)
Aboli (i midten) blev hentet af fire betjente i morges, og skal på et fly kl. 18.00 til Kabul. Malene, hans veninde fra flygtningecenteret, håber at Danmarks nye udlændingeminister, stopper hjemsendelsen. (foto:Jens Dresling, privat, privat)

- Jeg har så ondt i hjertet og maven i dag.

- Min ven, Aboli Begham, en 16-årig afghansk dreng, som jeg kender fra asylcentret Kongelunden i Dragør, skal sendes hjem i aften.

Se også: Min gode ven har ikke mange dage tilbage - så er det ud

Kære Inger Støjberg
Sådan indleder Malene H et desperat brev til nationen!. Malene blev nemlig ringet op i dag af Aboli, der fortalte, at politiet - fire betjente - havde vækket ham i morges kl. 6.00, med besked om, at han skal ud af landet i dag. Abolis ven Melih har tidligere skrevet om Abolis sag på nationen!, ligesom Abolis lærer har skrevet om sagen på politiken.dk, og nu håber Malene at den nyudnævnte udvisningsminister Inger Støjberg kan gøre noget:

- Kære Inger Støjberg

- Det ville være smukt, hvis det første, du gjorde som ny integrationsminister, var at rette op på uretfærdigheder som i Abolis sag.

I går spiste jeg frokost med Aboli på Vesterbro
- Hjælp ham og hjælp os, som kender ham og ikke kan holde tanken ud om, at han og hans storebror skal sendes alene til Kabul.

- I går spiste jeg frokost med Aboli i solen på Vesterbro i København. I

- Nu er jeg er i chok.

- I går talte vi om, at han måske kunne nå at komme med på den sommerlejr, som han havde fået lov af kommunen til at komme med på.

- Den er om et par uger. Men i stedet for sommerlejr, skal Aboli sammen med sin storebror forlade Danmark og alle han kender.

- Drengene har fået afslag på asyl i Danmark, fordi Abolis storebror, Vahid, er over 18 år.

- Begge drenge er hårdt præget af et liv, som blandt andet har budt på et ubehageligt, tre år langt ophold i en iransk flygtningelejr og senest 5 år i et asylcenter i Danmark med konstant uvished om, hvornår deres sag ville blive afgjort, og om de ville få lov at blive.

Da han så en studentervogn drømte han
- Og uden kontakt til deres forældre, som de ikke ved, hvor er.

- Aboli er en stærk dreng, glad og energisk og et enormt sødt og livsbekræftende væsen.

- Han spreder god stemning, hvor han kommer, og jeg beundrer virkelig hans overskud i den situation, han er i.

- Han er stærk, men er han som 16-årig stærk nok til at klare sig alene i Kabul? Aboli og Vahid har ingen at kontakte, når de lander med flyet.

- Aboli har ikke været i Afghanistan siden han var 7 år.

- Han har derfor heller ikke lært at skrive på afghansk.

Han taler flot og flydende dansk
- At få en uddannelse i Afghanistan kan derfor blive svært. Desuden er det dyrt. Hvor skal han få de penge fra?

- Til gengæld taler og skriver han et flot og flydende dansk. Han havde store drømme for fremtiden. Ville gerne på efterskole i 10. klasse næste år.

- Da vi spiste frokost i går, kørte en lastbil med nyudklækkede studenter forbi. Aboli lyste op, og sagde 'det er det der, jeg drømmer om, Malene!'.

Jeg var ved at tude
- Jeg var ved at tude. Hvor ville jeg ønske, at du kunne få lov, Aboli, var mit eneste svar. Fra højre til venstre side i dansk politik taler man om, at vi skal tage imod de udlændinge, som vil og kan integrere sig i det danske samfund.

- Jeg har sjældent mødt et menneske, som på så kort tid har tilpasset og integreret sig i det danske samfund og kultur, som Aboli har - og det endda med et udgangspunkt ud i verden, som har været et asylcenter på en mark i Dragør uden sine forældres tilstedeværelse, tryghed og opbakning, og med al den bekymring og modgang, det medfører at vokse op der.

For Aboli er jo et mønstereksempel
- Jeg synes, Aboli er et mønstereksempel. Et vanvittigt stærkt menneske, som ville blive en kæmpe gevinst for vores samfund, hvis bare han fik lov.

- Det gør mig så ondt, at vi ikke giver ham en chance - giver ham ro og belønner ham for, hvor meget han har kæmpet for at klare sig godt i Danmark, skriver Malene, der håber, at Danmarks nye integrations-udlændinge-og boligminister vil gribe ind i tvangshjemsendelse.

Opdatering kl. 17.17.
Inger Støjbergs pressesekretær meddeler at ministeren ikke har nogle kommentarer til Abolis sag.

 

 

243 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere