16-årige Liva: - Vil hellere bo på en mark end hos mine forældre

Livas efterskole ligger på en mark, og der vil hun gerne isoleres med vennerne indtil Danmark åbner op. Lige nu er hun nemlig hjemsendt - og bor sammen med forældrene

Man skal nok selv have gået på efterskole for at forstå det, skriver Liva, der gerne går 2 måneder i karantæne sammen med de andre elever på Lundby Efterskole. Privatfoto
Man skal nok selv have gået på efterskole for at forstå det, skriver Liva, der gerne går 2 måneder i karantæne sammen med de andre elever på Lundby Efterskole. Privatfoto

- Lige som vi havde det bedst, dukkede corona op.

- Aldrig har jeg set så knuste og ødelagte unge mennesker som den aften, hvor vores forstander sagde, at vi skulle pakke vores ting og tage hjem hurtigst muligt.

De andre elever er min familie
Sådan indleder Liva S, der er 16 år og hjemsendt elev fra Lundby Efterskole, et brev til nationen! om at alle dage for tiden ligner hinanden med gåture og lektier.

Og at hun - udover forældrene - kun har set et par venner og kæresten, siden hun blev sendt hjem sammen 29.999 andre efterskoleelever d. 12. marts.

Se også: Tusindvis af elever protesterer: Går glip af mest

Livas budskab/forslag - som hun gerne vil have at politikerne læser, så de forstår det 100 procent - er, at hun og de andre vender retur til skolerne. Og bliver der, indtil Danmark kan åbne op igen. Hendes brev fortsætter derfor således:

Vi vil i karantæne på skolen
- Man skal selv have gået på efterskole for at forstå det ordentligt.

- De andre elever er jo ikke bare mine venner og klassekammerater. De er min familie.

- Jeg ved godt, at vi ikke bare kan få særbehandling.

- Nogle vil sikkert kalde os forkælede, men det kan ikke være forkert at være kede af at miste over to måneder af det bedste år i vores liv, bare fordi andre har det værre.

- Vi har i stort set hele krisen foreslået, at vi gerne vil gå i karantæne på skolen.

Så bliver vi der indtil det hele kører igen
- Det burde være sådan, at vi kommer hen på efterskolen, og så bliver der, helt indtil, det hele kører igen.

- Hvis man så først tager hjem fra efterskolen, så SKAL man blive hjemme.

- Min efterskole ligger på en mark, og vi ser kun de samme mennesker.

- Vi er helt isoleret fra omverden, og der er der ingen små søskende, forældre m.m., der potentielt kan komme hjem fra skole, arbejde, offentlig transport osv. med sygdommen.

3-6 lærere skal også i karantæne
- Jeg foreslår så, at 3-6 lærere bliver på skolen i karantæne med eleverne, indtil det er tilladt at gå normalt i skole igen.

- Det er så dyrebare dage for os det her, og det er en tid der aldrig kommer tilbage.

- Dybt seriøst så mener jeg, at det ville være at gøre resten af samfundet en tjeneste, at sende os 30.000 efterskoleelever tilbage resten af skoleåret.

- Der er mange unge mennesker, der mødes på kryds og tværs, drikker af de samme flasker, krammer osv. under alt det her.

Håber at andre kan se mulighederne
- At isolere eleverne på den måde, tror jeg, ville gøre gavn på længere sigt.

- Det er i hvert fald mit håb, at andre end os kan se mulighederne i det her, skriver Liva, men hvad tænker du?

244 kommentarer
Vis kommentarer