Pia har dødsangst: Det er jobcenteret og e-post jeg er bange for

Det absurde er, at det er jer, jeg har angst for. Det føles som om min sag går baglæns i stedet for fremad, skriver Pia H, der kom til skade på sosu-jobbet i et åbent brev til kommunen

- Kære Københavns kommune.

- Engang var jeg en glad borger i Københavns kommune.

- Jeg havde arbejde som SOSU-assistent og jeg elskede mit job.

- Men alting ændrede sig pludseligt, fra den ene dag til den anden i 2005, hvor jeg mødte rask på arbejdet som nattevagt og tog hjem om morgen som invalid.

- Stærke smerter i ryg og nakke. Jeg tænkte det ville blive bedre når jeg havde sovet, men det blev det aldrig. Det blev værre og værre.

Måtte stoppe arbejdsprøvning - kunne ikke mere
Sådan indleder Pia H et brev til nationen! om at være syg, på kontanthjælp og rystende nervøs for at åbne e-post af frygt for jobcenteret. Pia har fulgt den debat borgerforslaget 'Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken' skabte, og selv om det forslag ikke når frem til Folketinget (10.889 havde støttet det, da seksmåneders fristen udløb), så vil hun gerne slå et slag for at sager som hendes bliver revet ud af jobcentrene.
Hendes brev fortsætter nemlig sådan her:

- Efter en lang udredning i hospital regi, fik jeg stillede diagnoserne Fibromyalgi, kroniske smerter, nedsat fysisk funktionsevne og en diskusprolaps i nakken som lægerne ikke ville operere, da der var 50 % risiko for at blive lam. Derudover havde jeg slitage i den øverste del af ryggen, i knæene og fingrerne - og knæet måtte opereres med kikkert.

- Jeg havde svært ved at klare udfordringerne i eget hjem, men alligevel skulle jeg presses ud i forskellige forløb - bla. en arbejdsprøvning i 2008 - som forværrede min tilstand yderligere, da jeg hele tiden skulle presset op i tid og opgaver.

Dødsangst har jeg aldrig haft
- En funktionsevnevurdering viste allerede i 2006 at jeg havde arbejdsevne som en 80-årig – dengang var jeg kun 41 og jeg har ikke fået det bedre siden. Jeg brød sammen fysisk og psykisk 10 dage før min arbejdsprøvning skulle stoppe. Jeg kunne ikke mere.

 

- Hvorfor skulle jeg presses sådan?

- Min fysiske og psykiske tilstand blev nu så alarmerende, at jeg intet kunne gøre efterfølgende og oven i mine fysiske skavanker, ku’ jeg nu også diagnosticeres med depression og svær panikangst, det man også kalder dødsangst.

- Jeg har aldrig haft den slags problemer før, det var jeres pres der udløste det.

- Heldigvis fik jeg behandling hos både psykiater og psykolog, men når man er så syg som jeg er – hvorfor mener i så at man skal presses så meget?

Læs mine papirer - jeg har ingen arbejdsevne
- Til trods for, at Københavns kommune har påført mig en psykiatrisk lidelse oven i mine fysiske diagnoser, stopper jeres sagsmishandling ikke her.

 

- Selvom I en gang har presset mig udover grænsen, fortsætter i med flere forløb og umulige arbejdsprøvninger og til slut det 3-årige ressourcer forløb, alt sammen for at presse min arbejdsevne i vejret selvom både læger, psykiatere og psykologer har fortalt jer at mine problemer er varige og at jeg får det dårligere når I prøver.

- Jeg har ingen arbejdsevne og det viser mine helbredspapirer også helt tydeligt.

 

Hvad kan jobcenteret finde på?
- I dag skriver vi 2018 og jeg er stadig ikke afklaret, men jeg føler mig udbrændt, smerterne er nøjagtig de samme, men de føles værre når man har angst og depression.

- Det absurde er at det er jer, jeg har angst for.

- I sætter mig på kontanthjælp, selvom det er ulovligt når det er helt klart at jeg er syg, og det føles som om min sag går baglæns i stedet for fremad.

- Det handler vel også om frygten for, hvad jobcenteret kan finde på (skrækken for at åbne e-post) - og økonomi.... ?

- Kære Københavns Kommune, synes I selv, at I kan være det bekendt?, skriver Pia H. og tilføjer at hendes økonomi naturligvis er strammere på kontanthjælp, end hvis hun fik førtidspension, men at det faktisk ikke handler så meget om det. Det vigtigste er helbredet og det konstante pres jobcenteret lægger på hende.

Hvad siger du?

 

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen