- Jeg prøvede at stoppe et par ordrer, da de nye regler gik op for mig i går.
- Jeg har mange små ordrer.
- Hvis nu, man havde vidst det, kunne man jo lade være med at købe noget, men uden info er det jo umuligt, og helt sikkert havde jeg ikke lavet små køb på 20-25 kr. det er jo helt sindssygt.
De er længe undervejs
- Nogle pakker står først til at blive leveret, sidst i juli-først i august, fordi de er længe undervejs.
Sådan skriver Dorthe F til nationen! om de nye momsregler, der træder i kraft 1. juli. Reglerne betyder at der fremover skal betales moms plus tranportørgebyr af alle pakker, der kommer fra f.eks. Kina. Den nuværende bagatelgrænse på 80 kr. bliver altså sløjfet.
Sidste år anslår Postnord, at antallet af pakker fra Kina var over fire millioner i alt, og mange har som Dorthe, hygget sig med med at handle billige varer.
Tænk hvis jeg skal betale 3000 ekstra
- Tænk, hvis jeg bliver opkrævet 20 x 150 kr. for noget, som plejede at være helt i orden og hørende under 'bagatelgrænsen', skriver Dorthe, og det er ret sandsynligt, at det ender sådan. Derfor har Toldstyrelsen oprettet en særlig hjemmeside.
- På hjemmesiden undgåprischok.dk kan forbrugere læse mere om de nye momsregler.
- Det er ærgerligt at stå med en ekstraregning, hvis man tror, man har gjort en god handel. Hold øje med varens pris, inden du trykker på køb i netbutikker uden for EU, lyder det fra Annette Høve Nielsen, der er funktionsleder i Toldstyrelsen og leder for de toldere, der kontrollerer de pakker, som hver dag lander med fragtfly i Københavns Lufthavn.
De burde have skrevet i e-Boks
Dorthe synes dog ikke hun har modtaget nok information:
- Alt købt før deres information burde efter min mening helt sikkert fritages for afgifter.
- Der er mange mennesker, som nu risikerer at få ekstra regninger, så de har simpelthen ikke gjort deres arbejde mht. at informere borgerne godt nok.
- Hvor svært havde det været, at sende en mail i e-Boks, som informerer om emnet, skriver Dorthe.
Toldstyrelsens kampagnen blev lanceret 17. maj. 2021 og har kørt på bl.a. tv og sociale medier og omtalt i alle større aviser, tv og radioen, men hvad tænker du?