23-årig advarer: Man får kun 5800 i kontanthjælp

Forslaget til et nyt kontanthjælpssystem har sat gang i en voldsom debat. En del mener, at systemet er for gavmildt, når en enlig mor med tre børn kan få samlet 23.400 kr. i offentlige ydelser - men hvad med de unge uden børn?

- Det er IKKE rigtigt, at kontanthjælp er 'det fedeste at være på'.

- Jeg er selv på kontanthjælp. Og jeg tjener efter skat 5800 kroner. EFTER skat.

- Jeg bliver rigtig harm over, at I får det til at se ud, som om at folk på kontant hjælp får kongens mønt. Det er jo ikke rigtigt.

 

Ingen børn lig med lav sats
Sådan lød det i går i en mail til nationen! fra en 23-årig kvinde, der lever på kontanthjælp - og ikke kan forstå, at nogen seriøst kan skrive, at de vil sige jobbet op og leve af kontanthjælp.

Et regnestykke fra den Ydelseskommission, der mandag kom med det forslag til et nyt kontanthjælpssystem, viser nemlig, at enlige forsøgere på kontanthjælp - når alle tilskud er regnet med, altså også tilskud, folk i arbejde får - kan have 23.400 kr. i disponibel indkomst, hvis de har tre børn.

Men kvinden - der ikke vil have sit navn frem - har ingen børn, og hun er under 30 år, og derfor får hun et langt lavere beløb. Og det synes hun, folk, der lige nu tænker, at kontanthjælp lokker, skal vide.

Jeg bliver dømt som nasser
- Jeg bliver dømt som nasser, bare fordi jeg har ordet kontanthjælp eller rådig stående på mit cv.

- Lav en rundspørge om, hvor meget vi får. For vi får absolut næsten intet. Fordi vi er på statslig støtte. 

- Jeg er syg og kan derved ikke varetage et arbejde.

- Og derfor har man sendt mig i udredelse til fleksjob, Stod det til mig, ville jeg også gerne arbejde fuldtid. Men det er bare ikke muligt for mig.

Så jeg vil ikke anbefale kontanthjælp
- Så nej, jeg ville aldrig anbefale nogen kontanthjælp, skriver kvinden, og ser man i de mere end 2500 kommentarer, artiklen om den arbejdsløse enlige forsørger med tre børn har fået, er der adskillige andre, der nævner de barnløses ydelser:

- Lad nu være med at gå med den naive tro på, at alle får så meget på kontanthjælp. Og at det bare er lykken.

- Jeg er enlig uden børn. Får 11.445 før skat, en udbetaling på 8664.

Har kæmpet og kæmpet 
- Jeg ville rigtig rigtig gerne have et ordinært arbejde med en rigtig løn. Og jeg har kæmpet og kæmpet for det. Men jeg bliver holdt i systemet.

- Det er nu også svært, når jeg så ofte skal opereres. Men mit hoved fejler ikke noget, og derfor kan jeg ikke bare lige få tilkendt fleksjob. Og der er så mange, der er i samme situation som mig. Folk, der faktisk gerne vil arbejde, men bliver bremset af systemet.

Husk at man ikke må have mere end 10.000 kr.
- Husk også lige, at på kontanthjælp må man kun have 10.000 stående på sin konto.

- Så igen, det er altså ikke lykken at være på kontanthjælp, skriver den barnløs kvinde, der altså også bliver provokeret, når folk skriver, at det skulle være et fedt liv at være på kontanthjælp.