29-årige Kim bor hos mor: Hjælp

Berit er førtidspensionist pga. sin ryg, og hendes søn Kim bor hos hende pga. sine diagnoser. Men hun synes, kommunen burde hjælpe en 29-årig borger til noget bedre

- Hej. Hjælp.

- Min søn Kim er 29 år. Han har flere diagnoser som f.eks. epilepsi, Asperger og ocd og bor hjemme hos mig, da Herning Kommune nægter at hjælpe ham med en bolig tæt på mig.

- De mente, han skulle bo i en studiebolig længere væk.

Bliver stresset af uddannelse og arbejde med mange mennesker
Sådan indleder Berit et brev til nationen! om at være mor til en nu meget voksen søn - og føle, at kommunen slet ikke vil hjælpe hverken sønnen eller hende.

Berit fortæller, at Kim har levet et liv med mobning og flere skoleskift, indtil han gik ud af 8. klasse og blev flaskedreng og derefter avisbud. Og at han nu mere eller mindre har givet op.

Det her skal Kim leve et voksenliv for.
Det her skal Kim leve et voksenliv for.
 

Hendes brev – som nationen! har bedt Herning Kommune om at kommentere, fordi hun også er ved at give op – fortsætter derfor således:

Bliver kastet rundt som en bold
- Kim kan ikke kan klare stresset ved uddannelse eller arbejde, hvor der er mange mennesker.

- I 2016 boede han f.eks. på Møltrup optagelseshjem og prøvede køkken, gartneri, værksted, men måtte igen give op på grund af de kramper han får.

- Men Herning Kommune har igennem de sidste 11 år kastet ham rundt som en bold og sendt ham til flere helbredsundersøgelser.

Pension, en lejlighed og ikke flere udredninger
- Alt, hvad Kim ønsker, er at få tilkendt en pension, en lille lejlighed tæt på mig og ikke flere udredninger.

- I dag får han 2700 kr., skriver Berit, og nationen! har bedt Herning Kommune svare på, hvad en borger som Kim kan forvente at få af hjælp hos dem? Og hvad de selv synes om det liv, han lever pt.

Kommunen: De må gerne kontakte os
Og det svarer Herning Kommune på sådan her:

- Herning Kommune har tavshedspligt og kan derfor ikke afgive kommentarer.

- Hvis der måtte være borgere eller pårørende, der ønsker en drøftelse - eller ændringer - af konkrete forhold, er de velkommen til at kontakte os, skriver Herning Kommune. Men hvad synes du?