90 kr i timen for at se film

Viborg kommune leder efter 25 unge mennesker, der kan 'gøre ting' med beboerne på plejehjemmene. Man kan f.ex. se film, spille spil eller ordne vasketøj, og der er fin timeløn plus aften- og weekendtillæg.

Er du mellem 14 og 17 år bor i Viborg, kan du lige tjekke de 25 stillinger på kommunens plejehjem ud. Der skal hygges. Arkivfoto: Tue Hoe
Er du mellem 14 og 17 år bor i Viborg, kan du lige tjekke de 25 stillinger på kommunens plejehjem ud. Der skal hygges. Arkivfoto: Tue Hoe

- Dine arbejdsopgaver handler mest om at gøre ting sammen med de ældre.

- Er du mellem 14 og 17 år, og går du fortsat i grundskolen, kan opgaverne f.eks. være at læse højt af en bog eller avis, gå en tur, spille et spil eller se en film. Det kan også være at deltage i arrangementer, ordne rent vasketøj, dække bord og rydde op.

- Er du færdig med 9. klasse og under 18 år, kan opgaverne udvides med hjælp til madlavning og at forberede ture og arrangementer.

De skal hygge sig med beboerne
Sådan hedder det i et jobopslag Viborg Kommune lagde på nettet onsdag - i håbet om at de 25 unge, der ender med at få et job, måske får smag for en karriere i ældreplejen. Kommunen lokker med timelønninger på 62 kr, til dem der er under 16 år, og 75 kr til de 16-17 årige. Plus tillæg på 15 kr for at arbejde efter 18 og i weekender. Der er ansættelsessamtaler i oktober, og Annette Hansen, der er daglig leder af Pleje- og Omsorgscenter Banebo i Vibor, håber at hun får tre 'spirer':

- De skal komme efter skoletid og spille et spil og gå en tur og hygge sig ude på terrasserne med beboerne.

- Det er sådan nogle ekstra ting, de skal lave, siger hun til TV Midtvest.

Det faste personale vil også hygge
Og selv om rigtig mange synes det lyder helt fantastisk, så skal man ikke ret langt ned i de 180 kommentarer, der er skrevet på den regionale TV2s station Facebook-profil om stillingerne, før kritikken melder sig:

- Kunne være dejligt, hvis det faste personale også havde tid til nogen af de hyggelige opgaver, og ikke kun plejen.

- Forstår ikke hvorfor de opgaver bliver lagt over på aktivitetsmedarbejdere, og nu også unge mennesker, istedet for det faste personale, skriver Marianne P. således, og Sussi er enig:

De unge skal være velopdragne
- Det VAR nu bedre at ansætte personale, der kunne være der fast, så beboerne sammen med det faste personale også fik de ‘gode’ oplevelser med beboerne.

- Så det faste personale ikke kun har de basale ‘skal’ opgaver, skriver Sussi J, og Trine K - der har erfaring med at arbejde med unge mennesker på plejehjem - skriver:

Det kræver pænt meget
- Det er en fed ide, men det kræver altså at forældrene har opdraget deres børn så de både indeholder empati, rummelighed, overblik og kan redde seng, gøre rent osv.

- Det kræver pænt meget af os som plejepersonale at opdrage dem og det har vi ikke rigtig tid til, når vi i forvejen er presset, skriver Trine, men hvad tænker du?