Ammar døde mutters alene: Efterlod en taske med papirer

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

Fredag d. 13. maj 2005 kommer der endnu en efterlysende dødsannonce i avisen. Her er tale om en Ammar Alla Ovache, som blev 70 år. Navnet lyder fremmedartet.

Den begravelseskæde, som normalt står for de kommunale bisættelser, har ikke modtaget nogen oplysninger om dødsfaldet. Det betyder, at pårørende til den afdøde har henvendt sig til kommunen, og at de har benyttet et andet bedemandsfirma. Ammar Alla Ovache har altså haft familie eller nære venner.

Det viser sig, at både Sct. Andreas kirken, Helligånds Kirken, Garnisons kirken og Trinitatis kirke hører til Gothersgade, hvor afdøde boede. Desværre står afdøde ikke i telefonbogen, så jeg ved ikke hvilken kirke, der ligger nærmest bopælen. Jeg vælger tilfældigt at tage forbi Sct. Andreas kirken.

Den kvindelige præst fortæller, at hun ikke har været præst i kirken så længe, og at hun ikke har hørt om afdøde. Hun foreslår, at jeg henvender mig til kordegnen, som har kontor i Pilestræde. Alle fire kirker har deres kontor der.

Jeg går fra Gothersgade hen til Pilestræde og får kontakt til kordegnen. Hun siger, at hun har tavshedspligt, men at jeg godt kan få oplyst, hvilken kirke afdøde hørte under. Da jeg nævner navnet Ammar Alla Ovache, siger kordegnen, at hun er overbevist om, at der er tale om en muslimsk mand. I papirerne står der, at det er Smedegaards Bedemandsforretninger, der har stået for begravelsen. Kordegnen giver mig adressen til afdelingen på Østerbrogade. Hun fortæller desuden, at afdødes efternavn er stavet forkert i dødsannoncen. Hun kan dog ikke oplyse mig om det rigtige navn. Jeg må henvende mig til bedemanden.

Da jeg ringer til bedemanden siger han, at han vil undersøge sagen og derefter ringe tilbage til mig. Han oplyser, at hans bedemandsforretning ordner alt det praktiske omkring muslimske begravelser, men at han aldrig selv har overværet en.

Der går lang tid, og jeg hører ikke fra bedemanden. Jeg går derfor ud fra, at han ikke ønsker at udtale sig pga. tavshedspligt. Det må jeg naturligvis respektere, og jeg vælger derfor ikke at forstyrre ham igen. I de næste måneder koncentrerer jeg mig om de andre skæbner i projektet.

Jeg har dog ikke opgivet at finde ud af, hvem Ammar Alla Ovache var, og på et tidspunkt beslutter jeg mig for at genoptage sagen. På Internettet finder jeg formanden for Forening for Moské og Islamisk Center. Jeg sender ham en e-mail, for måske kan han hjælpe. Han svarer med det samme, og henviser mig til en Imam.

Jeg sender en e-mail til Imamen, og kort tid efter modtager jeg et svar, der indledes med ordene: ”I Allahs navn, den Barmhjertige mest Nådige.” Imamen skriver, at han desværre ikke har kendskab til afdøde. Han opfordrer mig til at henvende mig til islamisk begravelsesfond i København. Jeg kan også kontakte den danske Imam. Jeg får desuden at vide, at man som muslim ofte møder op til en begravelse, også selvom man ikke har kendt afdøde. Imamen kender ikke til en eneste muslimsk begravelse, hvor ingen er mødt op. Man kommer af respekt for den døde, og Allah lover desuden en stor belønning, hver gang man møder op til en begravelse. Imamen skriver også, at muslimer ikke må kremeres. Kroppen er hellig efter døden, og den skal vises respekt ved at lægges i jorden, tilbage hvor den er kommet fra.

I Blågårdsgade møder jeg den danske Imam Abdul Wahid Pedersen. Jeg fortæller ham, at afdødes mellemnavn er stavet forkert. Imamen mener desuden, at der er fejl i efternavnet. Han mener, at V’et i Ovache muligvis skulle have været et U. Jeg får at vide, at bogstavet V ikke findes i hele den del af verden, hvor man arbejder med det arabiske alfabet herunder også det persiske og urdu. Ud fra navnet gætter Imamen på, at afdøde var fra enten Algeriet eller muligvis Marokko. Imamen opfordrer mig til at kontakte Smedegaards Bedemandsforretninger igen. ”Hvis du kan få at vide hvilken moske, der håndterede begravelsen, så kan jeg helt sikkert hjælpe dig,” siger han. Imamen mener godt, at bedemanden vil give mig den oplysning, selvom han har tavshedspligt.

Jeg tager med det samme ud til bedemandsforretningen på Østerbrogade. Bedemanden husker tydeligt, at jeg ringede for mange måneder siden, og han fortæller, at han ringede tilbage, men at han ikke kunne få fat i mig. ”Jeg regnede med, at du ville kontakte mig igen, hvis du fik brug for det,” siger han. Bedemanden vil gerne give mig den oplysning, jeg beder om, og han går et øjeblik for at finde papirerne frem. Da han kommer tilbage, fortæller han, at afdødes korrekte navn er Ammar Allouache, og at han kom fra Algeriet. Den danske Imam havde altså ret i sin antagelse. Bedemanden fortæller desuden, at afdøde ikke havde nogen familie, men at en god ven stod for begravelsen. ”Jeg kender afdødes ven ret godt,” fortæller bedemanden. ”Han er også fra Algeriet, og han har været her flere gange for at hjælpe familie og venner med at begrave deres kære. Han har ofte fungeret som tolk for dem, der ikke talte så godt dansk. Han er flink, og jeg er sikker på, at han gerne vil tale med dig.”

Bedemanden ringer til vennen med det samme, men det er konen, der tager telefonen. Hun lover at han ringer tilbage. ”Så snart jeg har talt med ham, kontakter jeg dig,” siger bedemanden. Han fortæller, at mange muslimer er medlem af en begravelsesforening. De vælger ofte at blive begravet i deres hjemland, og en hjemtransport i kiste koster 25.000-30.000 kroner. Hvis man er medlem af en begravelsesforening, så betaler man et vist beløb hvert år, og foreningen betaler da samtlige udgifter ved dødsfaldet. ”Det er nu ikke alle, der er medlem af en forening,” fortæller bedemanden. ”I nogle tilfælde har familien ikke råd til at sende den afdøde til hjemlandet, men så samler de muslimske venner og bekendte ind til begravelsen. Der kan godt komme flere hundrede personer til en muslimsk begravelse. Alle betaler et par hundrede kroner eller mere, og på den måde bliver der samlet ind til hjemtransporten. Bedemanden fortæller, at man ved en muslimsk begravelse tager afsked med afdøde ved en såkaldt fremvisning. Familien står ved kisten, og vennerne kommer så en efter en og giver familiemedlemmerne hånden. Derefter passerer de kisten og viser på denne måde respekt for den afdøde.

Bedemanden kender godt til de kommunale bisættelser. ”For en del år siden var der seks forskellige bedemandsforretninger i København, bl.a. min, der varetog disse bisættelser”, fortæller han.

Se også: Præstens tale til tom kirke: Afdødes familie blev væk

Dengang fik bedemandsforretningen lov til at beholde boet efter den afdøde, hvis der ikke var nogen pårørende. I dag er det som bekendt kommunen, der får indboet.” Bedemanden fortæller, at hans bedemandsforretning er et familieforetagende, og at han har arvet den efter sin far. Hans mor er stadig aktiv på kontoret. ”Normalt kommer vi ikke ind i folks lejligheder ved et dødsfald, men en gang da jeg var omkring 20 år, da var jeg med inde i en lejlighed, hvor en ensom ældre person var afgået ved døden. Det var en 2 værelses lejlighed, og den var fyldt med fuglebure. I alle burene lå over hundrede døde fugle. De havde ligget der en måned. Jeg for ud af lejligheden, da jeg så dem. Det var en forfærdelig oplevelse.”

Et par timer efter vores samtale ringer bedemanden til mig. Han fortæller, at Ammar Allouache blev begravet fra Islamisk Kulturcenter på Horsebakken. Jeg får også hans præcise adresse at vide. Bedemanden har desuden talt med afdødes ven Youceff, og han vil gerne mødes med mig. Jeg ringer til Youceff, og vi aftaler at mødes på en café dagen efter. Det er en lørdag. Youceff foreslår, at vi mødes på Barbar Bar på Vesterbro Torv kl. 14.30. ”Hvordan skal vi kunne kende hinanden?,” spørger han. ”Jeg har langt lyst hår, men det er der naturligvis så mange, der har,” svarer jeg. ”Jamen du kan nok kende mig,” siger Youceff. ”Der kommer kun unge mennesker på Barbar Bar, men jeg er gammel. Jeg har gråt hår, så du finder mig nok.”

Dagen efter ankommer jeg til baren på Vesterbro Torv. Det er ganske rigtig kun unge mennesker, der sidder der. Jeg stiller mig nær baren, og kort efter kommer to mænd hen mod mig. Den ene er i 40’ene og den anden i 60’erne. Den yngste af mændene siger til mig, at de skal mødes med en person, men de ved ikke, hvordan vedkommende ser ud. Jeg svarer, at jeg også skal mødes med én, som jeg heller ikke ved hvordan ser ud. ”Så er det nok mig, du skal møde,” siger den ældste af mændene. Han præsenterer sig som Youceff. Han giver mig hånden og smiler. Han har venlige øjne og en behagelig aura. Den yngre mand går, og Youceff og jeg finder en plads på caféen. Vi sætter os udenfor, da vejret er dejligt. ”Hvad vil du have at drikke?” spørger Youceff. Jeg svarer, at det da er mig der giver, men det vil Youceff ikke høre tale om. Jeg beder da om en kop cappuccino. Youceff tager en danskvand. Da jeg har taget den første slurk af kaffen, kommer Youceffs ven hen til vores bord. Han spørger, om han må gøre os selskab. Det må han naturligvis gerne.

Se også: Ingen pårørende, ingen bisættelse: Sigrid endte på anatomisk

Youceff fortæller, at han har kendt Ammar Allouache i over 30 år. ”Han kom fra Galmar i Algeriet, hvor han havde en stor familie. Jeg kender nu ikke noget til hans baggrund, for den ville han ikke tale om. Han ville kun tale om biler og mekanik. Han var uddannet mekaniker og var meget dygtig. Da han var ung, arbejdede han i Frankrig, men en god ven fik ham til København i midten af 60erne. Vennen fik ham i arbejde hos bilfirmaet Citröen, og her arbejdede han i mange år. Han var deres dygtigste mekaniker. Han var venlig af natur, men desværre også lidt sær. I de sidste mange år af sit liv var han psykisk syg. Han blev aldrig gift og fik derfor heller ingen børn. I alle de år han opholdte sig i Danmark, boede han på klubværelser. Han fik aldrig sin egen lejlighed. Han boede på Nørrebro det meste af sit liv, men i de sidste år boede han i Gothersgade. Han var som sagt noget sær. Nogle gange sad jeg sammen med Ammar på en café og drak kaffe, men hvis der kom en af mine andre venner hen til os og satte sig ved vores bord, så gik Ammar.

Han tog simpelthen sin kaffekop og satte sig alene ved et andet bord. Han var ikke interesseret i at tale med andre.” Vennen ved bordet nikker bekræftende. Han har også kendt afdøde og husker ham som noget af en enspænder. ”Jeg kendte ham nu ikke så godt, men han var ældre end mig, så jeg respekterede ham,” siger han og fortsætter: ”Jeg så ham et par gange på en café på Hovedbanegården. Han kunne godt lide at sidde der og se på folk. Han sad også ofte på caféen over Føtex her på Vesterbrogade, men den er lukket nu. Ammar havde ikke et godt liv,” siger Youceff. ”Han foretrak at holde sig for sig selv.”

Ammar Allouache blev begravet den 30. maj 2005 fortæller Youceff. ”Der kom ca. 100 personer til begravelsen. Flere af deltagerne kendte ikke Ammar, men de mødte op til et sidste farvel alligevel. Som muslim møder vi op til vore landsmænds begravelser, fordi vi på den måde viser respekt for den døde, og fordi Gud bliver glad, når vi møder op. Vi besøger også folk på hospitaler, selvom vi ikke kender den syge. Vi møder op alligevel og tager frugt eller andet med og ønsker god bedring. Vi har et godt sammenhold.” Youceff fortæller, at Ammar Allouaches begravelse begyndte kl. ti om formiddagen og sluttede kl. to om eftermiddagen. En muslimsk begravelse foregår ved at afdøde først bliver vasket på en hel bestemt traditionel måde. Der var tre specielt uddannede personer, der stod for den del af begravelsen. Derefter bliver afdøde svøbt i et stort hvidt klæde, der minder om et lagen. Der må ikke være syninger eller nogen former for udsmykninger på klædet. Afdøde bliver derefter placeret i en åben kiste. Afdødes ansigt er synligt. ”Ammar så ud som om han sov, da han lå i kisten,” fortæller Youceff. ”Jeg sørgede for, at der blev taget billeder af ham, som kunne sendes ned til familien i Algeriet.” Alle de deltagende ved begravelsen går forbi kisten en ad gangen. Hver især ytrede de ønsker om, at den afdøde kommer godt herfra. Ved Ammar Allouaches begravelse blev der samlet 6000 kroner ind blandt de fremmødte. Pengene skulle bruges til en gravsten. Alle fik dog deres penge tilbage, for der var 60.000 kroner i dødsboet. Det vidste man dog ikke på det tidspunkt, så folk regnede ikke med at få deres penge igen. ”Vi hjælper hinanden, og vi hjælper også dem, der ikke er muslimer,” forklarer han. ”Det er en del af vores kultur.”

Se også: Grethes pårørende kom ikke: Vennerne fra Fuglereden bar kisten

 

”Jeg har en ven, som kommer fra Galmar, hvor Ammar stammede fra,” fortæller Youceff. ”Han kender Ammars familie, og han spurgte dem, om de ønskede, at Ammar skulle begraves i hjemlandet. Familien svarede, at de ikke havde set Ammar siden han forlod Algeriet for over 40 år siden. Da de ikke kendte ham så godt mere, og da han havde boet i Danmark det meste af sit liv, så synes de, at det var det mest naturlige, at han blev begravet i København.” Youceff tilføjer, at mange danske muslimer ønsker at blive begravet i Danmark af hensyn til deres familie og venner, som bor her. Han fortsætter: ”Jeg var den, der var tættest på Ammar her i Danmark, så derfor sørgede jeg for hans begravelse.”

”Ved en muslimsk begravelse skal man tilgive de fejl, som den afdøde har begået,” fortæller Youceff. ”Hvis ikke man tilgiver alt, så kommer den afdøde uren op til Gud. Det er som at have en løkke om halsen. Det er som at blive hængt. Hvis afdøde f.eks. skylder én penge, så skal familien betale beløbet tilbage, før den døde lægges i jorden. Hvis ikke familien kan betale, så skal man højt og tydeligt med mindst to vidner sige, at man eftergiver gælden, så den afdøde kan komme ren op til Gud. Hvis det er den afdøde, der har lånt penge til én, så skal man omvendt betale pengene tilbage til familien, før afdøde lægges i jorden. Hvis afdøde har begået en fejl overfor én, så skal den forurettede højt og tydeligt og foran alle andre ved begravelsen sige, hvad problemet var, og at man tilgiver alt. Intet må skjules, alt skal komme frem ved begravelsen. Når alt er blevet sagt og al gæld er blevet betalt eller eftergivet, så kan afdøde komme ren i jorden. Har man ikke noget at sige, når man går forbi kisten, så kan man blot ønske den døde alt godt, og man kan evt. læse et stykke af koranen.”

Se også: Virkelig ensom: Astrid døde og ingen lagde mærke til det

Youceff fortæller om en ven, som ved sin fars begravelse højt og tydeligt sagde: ”Hvis der er nogen, der skylder min far penge, så må de gerne betale nu. Hvis min far skylder nogle af jer penge, så vil jeg gerne betale nu.” Ifølge koranen skal man have det på skrift, hvis man låner penge, ligegyldig om der er tale om 100 kroner eller flere millioner.

På et tidspunkt kommer vi ind på vore forskellige religioner. Youceff og hans ven er kede af de fordomme, som mange danskere har om muslimer. ”Jeg respekterer dig, selvom du er kristen,” siger vennen. ”Vi anerkender Jesus. Han er en af vore profeter, men det er der mange, der ikke ved.” Youceff fortæller, at hans kone er kristen. Hun er født og opvokset i Danmark. De har været gift i 37 år og har to voksne børn. Youceff har aldrig presset hende til at konvertere. ”Det må man slet ikke ifølge Islam,” siger han. ”Hvis folk konverterer, så skal det ske af egen fri vilje. Min kone har ikke ønsket at konvertere, og det har jeg naturligvis respekteret.” Youceff fortæller, at han var politikommissær i Algeriet og havde et stort hus der. På en ferie i Danmark mødte han sin kone. ”Da min kone og min svigermor kom på besøg i Algeriet første gang, troede de nærmest, at vi boede i telte. De tabte både næse og mund, da de så det store hus og den kæmpemæssige have.”

Youceff fortæller, at han ikke vidste, at Ammar Allouache var blevet syg og indlagt. ”En mand fra kommunen ringede til Den Algeriske Ambassade og fortalte om dødsfaldet. De kontaktede så mig, og jeg kontaktede min ven, der kontaktede familien i Algeriet. Jeg kontaktede også mine andre venner, som kontaktede deres venner. På den måde fik alle kendskab til dødsfaldet, og derfor mødte så mange op til begravelsen. Der kom kun ganske få til min danske svigermors begravelse. Jeg holdt meget af hende, og jeg var ked af, at der ikke mødte flere op for at sige farvel til hende. Det virkede forkert.”

Kl. 16.30 bryder vi op, for Youceff skal til middag hos nogle venner. Inden vi siger farvel, beder han om mit telefonnummer. ”Når der er en muslimsk begravelse næste gang, så ringer jeg til dig. Så kan du komme med og se, hvordan det foregår,” siger han.

På Internettet finder jeg ud af, at den sociale fond ”Dronning Caroline Amalies Hus” hører til på den adresse, hvor Ammar Allouache boede. På fondens hjemmeside står bl.a. følgende: ”Alle lejlighederne er lejet ud til sindslidende hjemløse, bortset fra lejligheden st.th., der er indrettet til køkken, fælles spisestue og opholdsstue med tv og bøger, til beboernes fri afbenyttelse. Der bor nu 30 sindslidende i huset. Hver beboer har eget værelse med håndvask og tekøkken og adgang til fælles bad og toilet på hver etage. Herudover har beboerne mulighed for at få billig mad fra køkkenet i stueetagen, som drives ved frivillig arbejdskraft. Der er kun ansat én lønnet medhjælp. Indtægterne ved udlejning til beboerne m.m. kan ikke fuldt ud dække driftsudgifterne herunder de store vedligeholdelsesudgifter. Fonden er derfor afhængig af legatmidler.”

Jeg tager ind til Gothersgade og møder forstanderinden for ”Dronning Caroline Amalies Hus.” Hun husker tydeligt Ammar Allouache. Da jeg fortæller hende, at jeg har talt med hans ven Youceff, og at der kom 100 mennesker til hans begravelse, bliver hun bevæget. ”Det er jeg meget glad for at høre,” siger hun. ”Da han døde, henvendte jeg mig til kommunen, men de ville intet sige, fordi jeg ikke var familie. Vi ville så gerne have stået for hans begravelse her i huset, men det måtte vi ikke for kommunen. De sagde, at de nok selv skulle tage sig af det hele. Vi måtte ikke få noget at vide om noget som helst. Jeg troede, at Ammar var blevet kremeret, for det bliver man jo, når man får en kommunal bisættelse. Det ville have været forfærdeligt, for som muslim må man jo ikke brændes. Det har virkelig plaget mig, og det er så dejligt at høre, at han fik en muslimsk begravelse, og at så mange mødte op.”

Det er tydeligt, at forstanderinden har holdt meget af Ammar Allouache. ”Han var helt vidunderlig,” siger hun. ”Han kom godt ud af det med de andre beboere. De var glade for ham. Han var meget social, og han havde en fantastisk sans for humor. Han var medlem af vores tipsklub, og han deltog ofte i vores aktiviteter. Jeg lavede naturligvis ikke svinekød til ham, men bortset fra det levede han som de andre beboere. Før han kom her, boede han på et lille bitte værelse i en lejlighed på Nørrebro. Han lejede værelset af dem, der boede i lejligheden. Værelset var så lille, at der næsten kun var plads til en seng. Det var mindre end et pigekammer. Alligevel boede han der i mange år. Da han kom til Gothersgade, vidste jeg slet ikke, om han kendte København, men det viste sig, at han havde travet alle gader tynde. Han kendte hvert et hjørne af byen. Engang var han mekaniker, og han var uden tvivl meget dygtig.

Forstanderinden henter en lille sort taske, som hun har haft liggende på kontoret. ”Det er Ammars taske med alle hans personlige papirer,” fortæller hun. ”Der ligger ingen penge i, for dem tog han med sig, da han blev indlagt. Men hans pas og opholdstilladelse ligger her samt en masse familiebilleder, som han tog med sig, da han rejste fra Algeriet. Hun fortæller, at Ammar ringede til sin familie i hjemlandet et par gange om året. Han glemte dem aldrig. Forstanderinden viser mig et par af billederne. Jeg ser et ungdomsbillede af ham. Han var en smuk mand. Der er også et billede af ham som ældre. Der er også et andet ungdomsbillede af ham sammen med en jævnaldrende mand, måske hans bror.

Mellem de to mænd sidder en yndig lille pige på knap 2 år. Det er måske broderens datter. Hun må være ca. 42 år i dag. Der ligger flere billeder, men dem tager vi ikke frem. Hans pung ligger også i tasken. Heri ligger der også gamle billeder af familien. ”Jeg kommer næsten til at græde, når jeg ser hans taske og billederne,” siger forstanderinden. Hun fortæller, at hun har gemt tasken, fordi hun har håbet, at der en dag ville komme en person, som har kendt Ammar, og som kunne få tasken med sig. Hun har aldrig kunnet få sig selv til at smide den ud, selvom det er over et år siden, at han døde. Jeg siger til forstanderinden, at jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig at tage tasken med, men at jeg vil ringe til Youceff. Så kan han komme og hente den og måske få sendt den ned til familien i Algeriet.

 

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen