Meteor-Bjørns drøm skudt ned: Det er grus

Henning Haack, chef for Meteoritsamlingen på Statens Naturhistoriske Museum, må desværre skuffe Bjørn : helt sikkert ikke en meteorit

nationen! var i det hjælpsomme hjørne i går, da Bjørn bad om ekspert-hjælp til sin mystiske sten.

- Det er en forstenet lort fra en granddanois, skrev Tommy S. f.ex. og Fluen P. mente også, at stenen - som Bjørns far hørte dratte ned i havet mellem Langeland og Lolland i 1950 - var noget afføring:

- Dette er en forstenet forsamling af fiskelort. de fleste fisk, har en mærkværdig sammensætning af enzymer i deres afføring som gør at lorten på havbunden blir til store klumper og efter mange år blir denne bunke lort forstenet.

Læs:

Se også: Meteor? Bjørns far fandt mystisk sten

Andre regnede på de mål og den vægt Bjørn angav, og nåede frem til at det måtte være en meget speciel sten. Martin B. skrev således:

- Hvis mål og vægt er som angivet, har 'stenen' en massefylde på over 13 g/cm3. Det er der ingen jordiske stenarter der har. Det er mere end selv bly!

Meget små fliser
Og Peter K fandt også lommeregneren frem, ligesom han kiggede på det underlag, Bjørns sten er fotograferet på:

- Er du sikker på størrelsen? De opgivne mål giver et maksimalt rumindhold på ca. 480 cm3 - og med en vægt på 6300 g giver det en massefylde på omkring 13 - hvilket er en hel del tungere end jern (7,9) og bly (11,3).

- Det er i så tilfælde også nogle meget små fliser den ligger på... Men prøv at sætte en magnet på - meteoritter indeholder normalt en del jern, skrev Peter K.

Mange henviste nationen!-medlemmer henviste til Geologisk/ Mineralogisk Museum i Botanisk Have, og nationen! har modtaget denne desillusioneredne besked fra meteorchefen Henning Haack:

Desværre
- Jeg må desværre skuffe Bjørn – der er helt sikkert ikke tale om en meteorit.

- Meteoritter er små fragmenter af asteroider, Månen, og Mars, der er slået løs i forbindelse med meteornedslag. De har så kredset i Solsystemet i nogen millioner år inden de rammer Jordens atmosfære med hastigheder der typisk er på 15-25 km/s.

- Det er en voldsom høj hastighed, der får store dele af det oprindelige fragment til at smelte og flyve af på vej ned gennem atmosfæren. Selvom fragmenterne formentlig har været skarpkantede til at begynde med vil afbrændingen i atmosfæren runde kanterne af så man ender med et sten med blødt afrundede former.

Den har ikke været gennem atmosfæren
- Den sten Bjørns far fandt har en højst usædvanlig facon, som ikke ville kunne overleve en tur ned gennem atmosfæren.

- Når meteoritten bremses ned under lydhastigheden vil det sidste smelte størkne på overfladen og sætte sig som et tyndt (ca. 0,1 mm) sort lag. Det ser nærmest ud som om stenen har fået en gang tectyl. Under det tynde lag ses meteorittens uopvarmede indre. Det er oftest enten lysegråt eller mørkegråt og tit fulde af runde mm-store partikler.

- Da Bjørns fund ikke ser ud til at have en smelteskorpe er det med stor sikkerhed en jordisk sten.

Sprækkerne afslører
- De striber, der ses på stenens overflade ses ofte på Jordiske sten. De opstår når stenen har haft nogen sprækker hvor der har cirkuleret vand igennem. Vandet har afsat en række hårde mineraler og når stenen så senere eroderes ned af vind og vejr vil sprækkerne stå frem da de er mere modstandsdygtige en resten af stenen. Sådanne fænomener kendes ikke fra meteoritter.

- Hvis man er mere interesseret i meteoritter k an man læse en ny letlæselig bog fra Gyldendal (Det er mig selv der har skrevet den så jeg vil ikke rode mig ud i en anmeldelse), der fortæller om hvad meteoritter kan fortælle os om Solsystemets oprindelse – og hvad der sker når større stykker at dem rammer Jordens atmosfære:

Men kom ind med den
- Alle kan komme ind på Geologisk Museum med interessante fund og få en forklaring på hvad de har fundet – så det er Thomas naturligvis også velkommen til. Hvis han vil tale med mig kan han bare ringe – så finder vi en tid hvor vi kan mødes.

Bjørn har fået Hennings telefonnummer, men Jørgen G advarer om, at hvis det viser sig at være en værdifuld meteor, så bliver stenen til danefæ som tilhører staten.

Hvad synes du Bjørn skal gøre nu?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere