- Jeg bliver ikke forarget. Især ikke fordi det her kommer fra en af DFs politikere, som jeg opfatter som humorister og ikke som seriøse politikere.
Sådan lyder det fra stand-upper og TV-vært Omar Marzouk, da han på nationens! foranledning klikker ind på artiklen
DF-medlem politianmeldt for racistisk Facebook-foto og ser det manipulerede fotografi af to sorte skralde-sække og to burka-klædte kvinder, der står på fortovet. Billedteksten lyder 'hehe...husk storskrald i morgen;)))..., og Omar er helt klar i sin vurdering, da han får spørgsmålet som har skabt vild debat i dag; er det sjovt eller ej?:- Vi er i kategorien humor, siger han
Mennesker er ikke skrald
Billedet lå angiveligt på DF'eren Tina Petersen's Facebook-profil, og har stødt Lars Nexø så meget, at han har meldt hende til politiet. Han siger til TV2 Fyn, at billedet er en hån:
- Jeg mener ikke, man kan sammenligne mennesker med skrald – det er jo en hån. Jeg er overbevist om, at de personer, der går med burka, ikke synes den er speciel sjov. fortæller Lars Nexø til TV2 Fyn.
Og på nationen! er debatten om billedet gået bersærk. Flere end 350 nationen!-medlemmer har skrevet kommentarer, og de fleste er enige med Omar:
Det hele er så kedeligt
- Må offentlige personer så heller ikke fortælle Århus-historier eller blondine-vittigheder. Vi har alle dage kunne grine af os selv og andre uden vi er blevet kaldt racister el lign, og det syntes jeg da vi skal kunne blive ved med. Vi er blevet så pokker politisk korrekte at det er til at blive kvalm af, skriver Christina S. og Steen B. fortsætter:
- Man må lave sjov med handicappede, syge personer, fede, jyder, folk der kommer tilskade, kristne, folk der ser mærkelig ud o.s.v. Men død og pine hvis man laver sjov med en muslim, come on, kan vi snart ikke komme væk fra den 68er mentalitet, hvor man ikke må sige det mindste om muslimer og indvandrere?
Hvad mener du? Har Lars Nexø ret i, at billedet er en hån, eller har Omar Marzouk ret i, at det er humor?
Sneakÿ Von F. skriver ikke, om han synes det er sjovt eller ej. Hans kommentar lyder kort og godt:
- Al religion burde ryge ud med storskrald.