Skat presser danske piger ud af sex-marked

Skat har udsendt en vejledning til prostituerede om hvordan de skal sælge sex og betale deres skat. Sexarbejderne er skeptiske - man kan stadig ikke køre klinik på lovlig vis

- Vi gør alt for at vejlede de prostituerede, og der er heldigvis flere, der er momsregistreret, når vi kommer på kontrolbesøg, siger Finn Fournaise fra Skat i Odense til Fyens Stifttidende.
Han har været med til at udarbejde en folder, der udkommer i 8000 eksemplarer i marts og skal lære de prostituerede at blove momsregistrerede og betale skat.
Men hvad med bordellerne? Skat har nemlig sammen med politiets taskforce mod prostitution og kvindehandel gennemført en lang række razziaer mod bordeller og her anholdt telefondamer og ejere af bordeller. Flere af sagerne kører endnu i retten. Den mest kendte var sagen mod Anni Fønsby i Odense, og her var balladen netop hvorvidt Skat havde blåstemplet Fønsbys drift af bordellerne ved at tage mod regnskaber, skat og moms.

Ingen blåstempling
Den nye folder blåstempler ingenting. Den vejleder i regnskabsføring og introducerer de prostituerede til at blive momsregistrerede.
- Der er stadig rigtig mange sorte penge i den her branche, så vi er rimeligt aktive her på Fyn, siger Finn Fournaise, der indrømmer at det mest er de udenlandske piger, der har rod i sagerne.

Læs også: Prostituerede: Politiet sender os på gaden

Men der er helt andre problemer for de danske prostituerede, hvis de får 'orden i regnskabet'. Mange af dem arbejder på massage-klinikker, hvor de kan dele telefondamer og lokaler. Og det må man ikke i følge rufferiloven. Politiet har indtil for nylig set gennem fingre med det, men siden regeringsskiftet har man håndhævet loven og arresteret telefondamer og ejere af klinikkerne for rufferi.

Læs også: Regeringen fører moralsk krig

Ryggen fri
- Den folder er lavet for at Skat kan holde deres egen ryg fri. Vi ved jo godt hvordan man bliver momsregistreret og fører et regnskab. Når nogen af os har rod i regnskabet, så er det fordi vi bliver presset fra 2 sider - Politi og Skat. De har et intensiv samarbejde om at få ram på "bagmændene" og kan de ikke det, kan de altid "knalde" os for skattesnyd. Skat bruger deres kontroller til at efterforske rufferi sager - og de har i øvrigt altid politi med på kontrollerne, siger Susanne Møller fra Sexarbejdernes Interesse Organisation, SIO.

Skatteprocent på 100
Susanne Møller mener, at den nye folder og Skats tilsyneladende åbenhed er et skalkeskjul for at få de prostituerede til at levere beviser mod deres egne ansatte.
- Vores behov er at kunne føre et ordentlig regnskab - altså kunne trække udgifter fra uden at gøre andre kriminelle. Men rufferiloven som forbyder at holde bordel eller tjene på andres prostitution, forhindrer os i det. Klinikkerne er meget sikre steder at arbejde - men med task force prostituton hvor klinikejere og telefondamer bliver sigtet i stor stil, har vi ikke andre muligheder end at snyde på vægten i regnskabet - medmindre selvfølgelig at vi ønsker en skatteprocent på 100, siger Susanne Møller.
Konsekvensen af de mange razziaer på dansk drevne bordeller er, at danske prostituerede erstattes af udenlandske piger, der ikke har noget imod at arbejde på gaden eller under dårligere forhold, fortæller Susanne Møller.
Fyens Stifttidende offentliggjorde i går en undersøgelse, der bekræftigede at antallet af udenlandske piger stiger på danske bordeller, mens danske piger presses ud.

Odense og bollebåsene
Finn Fournaise bekræfter iøvrigt overfor Fyens Stifttidende, at det er hos de udenlandske prostituerede at snyderiet er størst.
Odense har haft store problemer med gadeprostitution og 'Reden' har før talt for at indføre såkaldte 'bolle-båse' hvor pigerne kunne lave deres forretninger lidt væk fra offentlig vej og gade og under mere sikre forhold.
Et forslag der blev skudt ned, da funktionsleder i Odense Kommune, Annette Blynell mente at: 'Risikoen er, at sikkerheden bliver så stor, at det svækker motivationen til at komme ud af prostitution'.

Burde rufferiloven laves om?

0 kommentarer
Vis kommentarer