Klimadirektør: Medier dræbte betalingsring

Det var mediernes skyld, at betalingsringen ikke blev til noget, hævder Per Meilstrup, klimadirektør på Mandag Morgen

- Man må undre sig over, at medierne er fuldstændig blottet for kritisk sans når det gælder f.eks. FDM og Dansk Vejforening. Det kræver ikke nogen doktorgrad at indse deres helt åbenlyse partsinteresse. Eller en organisation som DI, der også er erklæret modstander. I det ellers så bidske Ekstra Bladet får DI lov til at hævde – stik imod hvad rapporterne viser – at en ring ikke vil begrænse hverken trængsel eller forurening. Ekstra Bladet stiller ikke så meget som ét eneste modspørgsmål. DI har blandt også – i modstrid med sandheden – hævdet at betalingsringen i London ikke har begrænset trængslen, skriver Per Meilstrup, klimadirektør på Mandag Morgen i sin blog i dag under overskriften: Pressen og den falske vagthund.

Læs også: Ups: Alle elsker betalingsringen

Dansk vejforening: Spin
Han fortsætter:
- Når der er en klar overvægt af negative vinkler på betalingsringen, så betragter redaktører og journalister det som naturligt, fordi ’konflikt’ er et anerkendt nyhedskriterium. Men den holder ikke. Mandag Morgens analyse viser, at overskrifterne er negative på trods af, at kilderne i artiklerne taler både for og imod en betalingsring, siger han.
Dansk vejforening, som får mange klø i Meilstrups blog, svarer selv i en kommentar:
- Jeg kan kun anerkende at det er et flot stykke arbejde at du kommer igennem med denne konspirationsteori på TV mv.Desværre er dine argumenter og eksempler fyldt med faktuelle fejl. Lige fra den dokumentation miljøundersøgelsen indeholder til navne på de personer du inddrager i forklaringerne. Eksempelvis er oplysningen om, at betalingsringen ikke har nogen nævneværdig miljømæssig effekt jo noget som miljøundersøgelsen kommer frem til. Det er ikke noget som "magtfulde lobbyister" har fundet på. Du forsvarer på dette punkt et standpunkt som selv regeringen har forladt, skriver Søren Bülow, Dansk Vejforening.

Floskler
En anden kommentator, der vil være anonym, skriver:
- Det er meget muligt at artiklen har fat i den lange ende - men det er meget svært at vurdere, da floskler som "i strid med sandheden" og "det er et velkendt faktum". Det ville nok virke en smule mere overbevisende - hvis der også fulgte konkrete fakta og regulære argumenter med. Som artiklen står nu - virker den direkte amatøragtig og naiv.

Er det mediernes ensidige dækning, der er skyld i at betalingsringen er opgivet?

0 kommentarer
Vis kommentarer