Tesfaye: Arbejdet flår os fra hinanden

Der er er flere på passiv forsøgelse end folk i arbejde. Gør arbejdsmiljøet bedre og bevar efterlønnen, skriver Matthias Tesfaye

Mattias Tesfaye mener man lever alt for farligt på danske arbejdspladser(Foto: Ekstra Bladet)
Mattias Tesfaye mener man lever alt for farligt på danske arbejdspladser(Foto: Ekstra Bladet)

FOR ET ÅR siden var jeg i tv-debat med Margrethe Vestager. ’Bevar efterlønnen. Folk bliver nedslidt’, sagde jeg. ’Nej. Nej. Nej’, sagde den radikale partileder. Hun mente, at jeg var alt for uambitiøs på arbejdsmiljøets vegne.

I dag klokken 14 nul dut er det præcis 10 år siden, jeg afleverede mit svendestykke. Dengang arbejdede Vestager på ministerkontor. Jeg selv var nybagt murersvend – stadig med våd kalk bag ørene.

SIDEN læretiden har jeg arbejdet fire år ude på brædderne og seks år på fagforeningskontor. Hvis jeg fortsætter som privilegeret papirskubber ligesom Vestager, får jeg aldrig brug for efterlønnen.

Indrømmet.

Men i anledning af mit jubilæum har jeg kontaktet flere af dem, der har svinget murskeen gennem alle ti sæsoner.

RASMUS har været til lægen med sine rygsmerter. Beskeden var klar: Medmindre han straks smider værktøjet, ender han som invalid. Han er 31 år og slidt. Nu søger han job som lærer på fagskolen.

Esben har gået til kiropraktor i flere år. Tommy er brændt sammen med depression over tidsplanerne. Frandsen opdagede sin brok, en dag han stod i badet – en bordtennisbold i hver side af lysken. Bilal er dømt ude med cementeksem. To andre måtte erkende nederlaget til en diskusprolaps for flere år siden.

Og vi er altså kun lige fyldt tredive!

HVIS Vestager og de andre efterlønsfjender ikke kan genkende brutaliteten fra deres egne jubilæumsgilder med studiekammeraterne fra det gamle cand.ditogdat-studie, kan jeg anbefale et hurtigt blik på rigets finanslov 2011: Over en kvart million er nu på førtidspension.

Yderligere 68.000 er på sygedagpenge.

VORES arbejdsmarked er efterhånden kendt for dets helt særlige evne til at flå folk fra hinanden. Der anmeldes 27 arbejdsulykker for hver million arbejdstimer i Vestagers hjemland. I Sverige er tallet kun 14.

Hvis dansk arbejdsmiljø var lige så godt som det svenske, ville 128 færre rød-hvide dø på jobbet hvert eneste år.

FABRIKKEN Danmark spytter kort sagt lig og invalider ud på samlebånd.

Faktisk er situationen nu så alvorlig, at andelen af danskere på overførselsindkomst overgår de, der stadig har et arbejde. Altså et mindretal skal forsørge et flertal. Det er dyrt. Og det er dumt.

NU ER DER kommet nyt flertal på Christiansborg. Personligt håber jeg på svenske tilstande. Altså: Flere penge til forskning i arbejdsmiljø. Større fokus på forebyggelse. Mere kontrol fra Arbejdstilsynet.

I stedet for den nuværende ’brug og smid væk’-logik. En tilgang, der alene siden VKO’s magtskifte få måneder efter min svendeprøve har dræbt lige så mange på arbejdspladserne, som Osama Bin Laden myrdede i tvillingetårnene.

Nå. Tilbage til Margrethe Vestager. Hun sidder nu på et hotelværelse med Helle Thorning og Villy Søvndal. De forhandler grundlaget for en ny regerings politik. Her insisterer de radikale på at slagte efterlønnen.

Mon det også betyder, at Vestager samtidig fremlægger sin ambitiøse plan for at forbedre arbejdsmiljøet? Eller var det bare en smart replik i fjernsynet?

Vores arbejdsmarked er efterhånden kendt for dets helt særlige evne til at flå folk fra hinanden

Hvad synes du? Er det arbejdsmiljøet, den er gal med i Danmark?