Mejlhede: Dyb respekt for politikerne

Jeg er imponeret af disse ildsjæle, der bruger deres halve og hele liv på demokratiet. De kæmper for vores skyld.

Lotte Mejlhede. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
Lotte Mejlhede. (Foto: Mikkel Tariq Khan)
’VI VIL GERNE bytte – tag I bare Berlusconi, så tager vi hende den smukke, høje blondine,’ lød det fra borgere i Italiens mindste kommune – Atrani – på Amalfikysten, hvor en del af familien befandt sig på valgaftenen, mens de forsøgte at følge med minut for minut på internetcafeen.

’Vi er nok lidt mere til det blå, men nu skal vi alligevel se, hvad de andre duer til. Dansk politik er virkelig interessant for tiden,’ lød det fra en af mine genboer.

’Jeg har set ALT – og jeg er ikke mæt endnu,’ lød det fra en af de ældre beboere i Gentofte.

Og sådan kunne jeg blive ved.

INDEN VALGET beskrev jeg i disse spalter min frygt for, at ’folk’ ville vende det døve øre til valgkamp, valgaften og efterdønningerne. Men det gjorde de ikke. Alene seertallene på de to store tv-stationer, DR Update og TV2 News beviser, at demokratiets kamp er en bestseller. Over 3,7 millioner så valg på tv i løbet af 15. september.

Selvfølgelig er der megen tomgangssnak og paradeformuleringer under en valgkamp, men generelt synes jeg, at kandidaterne fortjener ros. Der blev ført en ordentlig valgkamp, hvor der var langt mellem stødene under bæltestedet – uden at det derved blev blegt og kedeligt.

MAN FORNEMMEDE, at denne gang var der virkelig noget på spil for begge blokke, og der var disse ’golden moments’, hvor de dygtigste politiske retorikere kunne spidde hinanden med glimt i øjet, fordi de i grunden godt kan lide hinanden.

Et godt eksempel var et News’ vælgermøde i Aarhus mellem Socialdemokraternes Mette Frederiksen og Venstres Søren Pind med kommentatorerne ’Mogensen & Kristiansen’ på sidelinjen. Her blev der både gået til stålet og grinet. Dybest set noget af det hyggeligste ved dansk politik.

Nogle vil sikkert indvende, at politik på kanten af en global krise er for vigtig til at være hyggelig. Sagen er bare, at alvoren glider langt lettere ned, hvis humoren er intakt. Og uden at forklejne, at nogle mennesker i Danmark reelt er pressede – så er ’katastroferne’ få.

SOM EN AF mine kolleger, der netop er hjemvendt efter syv års udstationering i Afrika, så rammende sagde forleden:

’Det er godt, at jeg er kommet på udlandsdisken, for mange af de danske ’historier’ ville jeg aldrig nogen sinde opdage – f.eks. at folk i det indre København i en periode skulle koge deres vand.’

BÅDE KANDIDATER og folkevalgte har min dybeste respekt. Jeg er imponeret af disse ildsjæle, der bruger deres halve og hele liv på demokratiet. De kæmper for vores skyld. De ofrer nattesøvn, familieliv, fritid og stemmebånd for at forbedre Dannevang.

I fredags følte jeg derfor med taberne. Tænk sig, at have kæmpet i årevis og i særdeleshed i de sidste tre uger og så få at vide, at der blot manglede 100, 50 eller 32 stemmer i at blive valgt ind. Tænk sig som taber at skulle pille alle sine valgplakater ned igen i pisse-regnvejr. Og tænk sig, at mange af dem gør det igen til næste valg. Respekt, siger jeg bare!