Fører valgkamp på Facebook - fra Spanien

Der er mange måder at blive valgt på - Thomas Baun fra Thy vil føre sin valgkamp via computer fra Spanien

Han vil gerne vælges til Folketinget, men han tager til Spanien, hvor der pt er 25 grader varmt. Er det OK? (arkivfoto)
Han vil gerne vælges til Folketinget, men han tager til Spanien, hvor der pt er 25 grader varmt. Er det OK? (arkivfoto)

Lige nu har han travlt med at sætte plakater op og dele valgbrochurer ud i valgdistriktet Thy-Mors, men på mandag sætter den radikale folketingskandidat Thomas Baun sig i en flyver mod Spanien, hvor han skal fejre sin brors bryllup sammen med 200 spaniere og 20-30 andre danskere.


Thomas Baun. Foto: Henrik Bolt-Jørgensen.

- Det vil jeg ikke gå glip af, siger Thomas Baun, der godt ved at det ikke er verdens bedste timing, men brylluppet er trods alt bedre end en valgaften. Thomas Baun bliver i Spanien i to uger, og derfor er planen, at han vil bruge en del tid på sin valgkamp - ved at være aktiv på Facebook, blogs og avisernes hjemmesider.

- Jeg har været meget aktiv i lokalområdet det seneste år, så folk kender mig godt, siger Thomas Baun, der på sin Facebook-side har fået flere 'god tur til Spanien'-hilsner.

Men hvad mener du? Kan man føre valgkamp fra Spanien?

Thomas Baun regner også med at skrive indlæg til de lokale aviser fra Spanien - især om miljøet.