Blærerøven: Undskyld udtalelser om ofrene fra Utøya

Mads Christensens udtalelser om ofrene fra Utøya fik danskerne helt op i det røde felt. Nu siger han undskyld

Mads Christensens udtalelser om ofrene fra Utøya vakte forargelse, og nu siger han undskyld(Foto: Tariq Mikkel Khan)
Mads Christensens udtalelser om ofrene fra Utøya vakte forargelse, og nu siger han undskyld(Foto: Tariq Mikkel Khan)

FOR EN uge siden jokkede jeg eftertrykkeligt i spinaten i en klumme i Ekstra Bladet.

Horrible beretninger væltede lørdag aften ind fra nabolandet Norge om massakren på Utøya. Jeg havde faktisk allerede skrevet en klumme om det amerikanske gældsproblem til mandagens avis, men det virkede i min optik umuligt ikke at skrive om uhyrlighederne i Norge, en sag der selvfølgelig fyldte alles sind, også mit.

VELVIDENDE at avisen naturligvis ville være fyldt med sympatierklæringer og medfølelse for de ramte, opfattede jeg det som unødvendigt også at bruge mine sparsomme linjer på det samme. Jeg mente, det var indlysende, at også jeg følte som andre. I stedet valgte jeg - i min frustration - at give luft for en tanke, der fyldte meget hos mig, nemlig det forstærkende forfærdelige i, at massemorderen Anders Breivik uhindret kunne gå amok i over en time.

Læs også: Boykot Mads Christensen

NÅR JEG I klummen funderede over, hvorfor vi ikke uskadeliggør sådan en mand, var det tænkt som en beskrivelse af vores sindelag i den skandinaviske kultur... Vi, altså selvfølgelig også mig selv.

Desværre blev det af rigtig mange opfattet, som om jeg bebrejdede de ramte på øen, at de ikke ' bare' havde uskadeliggjort morderen. Mange læsere havde desuden tolket min tanke, som at jeg selv ' bare' ville være hoppet på ham.

Tillad mig derfor at understrege følgende: - Jeg har ikke og har heller ikke ønsket at udtrykke nogen form for mangel på respekt for de mange berørte.

- Jeg har ikke og har heller ikke ønsket at udtrykke, at jeg selv ville have gjort noget anderledes. Jeg er selv en del af den bemeldte kultur.

- Jeg har ikke og har ej heller ønsket at spille ' dumsmart' på de dræbte og såredes bekostning.

- For de mange implicerede, de mange beslægtede og de mange, der i solidaritet har set sig vrede på mig for min klumme, udstrækker jeg min hånd og beder om forladelse.

JEG SER nu, i bagklogskabens ulideligt klare lys, at min timing var helt forkert, og at mine formuleringer var uklare og kluntede. Også det beklager jeg.

Det har i den forgangne uge ikke skortet på tilsvininger af min person og mit budskab, og det er tydeligt for enhver, at denne sag, hvor det onde pludselig er kommet meget tæt på, ligger os alle meget på sinde.

Den, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet, siger man, og jeg kan ikke pibe over den hårde tone, når jeg selv åbner ballet med kontroversielle meninger - sådan er spillet.

MIN OPRINDELIGE tanke - som jo faktisk drejede sig om, hvordan vi... VI... i den nordiske kultur, med vores omfattende civiliserede opdragelse og opførsel, i fremtiden skal imødegå verdens grumhed - den tanke er mere relevant end nogen sinde.

Den er ikke behagelig, men den går ikke væk, bare fordi vi ikke bryder os om at beskæftige os med den.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen