Kokain i balletten kan ikke hidse mig op

Selv om danserne skulle have suget noget hvidt gift op i næsen inden sidste akt af ’Maskerade’, så rager det folk en høstblomst

Karen Thisted.
Karen Thisted.

JEG HAR HAFT den store glæde at tilbringe længere perioder rundt omkring i Danmark, langt væk fra København og omegn.

Jeg gør det i øjeblikket, og har været væk et par måneder. Jeg omgås menneskene, hvor jeg bor ude på landet, og hvis ikke jeg var snart folkepensionist, ville jeg lave min egen avis eller min egen tv-station, for jeg er 100 procent sikker på, at man kunne få danskerne til at interessere sig for de skrantende nyhedsmedier, hvis man beskæftigede sig med stof, som ragede folks liv og tilværelse.

I FLERE STORE KIOSKER og supermarkeder her på Sjælland, hvor jeg er nu, har de opgivet at sælge Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands Posten –  og det endda steder, hvor de havde flere udenlandske aviser. Og snart gider de heller ikke længere Ekstra Bladet og B.T.

Og Gud, hvor jeg forstår dem!

I DENNE UGE ER MEDIERNE gået amok, fordi en rapport har vist, at en halv snes dansere fra Den kongelige Ballet og dens chef er på hårde stoffer.

Folk er fløjtende ligeglade både med balletten og stofmisbruget, for de fleste har aldrig beskæftiget sig med denne del af verden, så selv om danserne skulle have suget noget hvidt gift op i næsen inden sidste akt af ’Maskerade’, så rager det dem en høstblomst.

JEG KAN PERSONLIGT heller ikke hidse mig op over det, kun grine lidt i skægget ved tanken om, at det er dronning Margrethes bedste venner – hun går ikke glip af en eneste forestilling med de skæve balletdansere, og har endda lige rejst rundt med dem i længere tid i USA for at skaffe penge til dem.

Måske ryger Margrethe selv en joint i ny og næ, for hun må da opdage, hvis de er høje af coke, når hun spiser pindemadder med dem aften efter aften.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER lever der millioner af mennesker i dette land, der har andet at bekymre sig om. Der er faktisk fattigdom – ja, det er der, selv om mange ikke tror det.

Men derudover er der altså mennesker, der lever et helt andet liv, end det medierne beskæftiger sig med. Og der er faktisk et meget rigt liv ude i provinsen og på landet, og der ville kunne skrives så mange artikler, der kunne give ideer til, hvordan vi klarede os igennem livets trængsler.

Sådanne artikler ville kunne give mod, håb og livsglæde. Og de ville kunne vise, at vi faktisk er et helt andet Danmark end det, politikerne og medierne beskæftiger sig med.

JEG KAN OGSÅ LIGE HILSE og sige herude fra bøhlandet, at man tager helt fejl, hvis man tror, nogle interesserer sig for Roskilde Festival og Jazzfestivalen i København, biografpremierer og boganmeldelser.

Jeg berører hermed kun en brøkdel af de emner, medierne bruger tid og plads på i deres dødskamp. Hvor er det synd og skam!

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere