Får statsstøtte - og flytter til udlandet

I Enhedslisten har vi et forslag: virksomheder, der flytter arbejdspladser ud af Danmark, skal tilbagebetale den støtte, de har fået

Johanne Schmidt-Nielsen. (Foto: Jens Dresling)
Johanne Schmidt-Nielsen. (Foto: Jens Dresling)

I HOLSTEBRO lå engang et slagteri, hvor flere hundrede mennesker fra byen var ansat og tjente deres løn. Men Danish Crown syntes, det var en smart fidus at lukke slagteriet, fyre de danske medarbejdere og køre slagtesvinene til Tyskland. Her er arbejdskraften billigere – og endnu billigere polske arbejdere står parat, hvis tyskerne bliver for krævende.

I en anden ende af landet – Rudkøbing på Langeland – står flere hundrede mennesker uden arbejde, efter at Vestas sidste år rundbarberede deres virksomhed i Danmark. Samtidig udvidede de produktionen i Kina. Et land, hvor besværligheder som frie fagforeninger er forbudt, og hvor løn og arbejdsvilkår er i bund.

JAGTEN på billig og uorganiseret arbejdskraft tapper hvert år Danmark for arbejdspladser. Samfundssind eller hensyn til medarbejderne spiller ingen rolle, når aktionærerne skal sikres rekordoverskud.

Til gengæld har de selvsamme virksomheder ingen fine fornemmelser, når det gælder om at rage skatteyderbetalt statsstøtte til sig. Samfundet må altså gerne vise hensyn den anden vej.

Vestas har siden grundlæggelsen modtaget omfattende statsstøtte, som har været med til at give virksomheden en førerposition på det internationale marked. Selv i de senere år – hvor virksomheden er blevet en gigant – er der løbet skattekroner ind på kontoen. I 2009 modtog Vestas over tre millioner kroner i statsstøtte. Samme år blev omkring 1500 medarbejdere sendt hjem med en fyreseddel.

DANISH CROWN fik også et par millioner i støtte i 2009. Men det er kun toppen af isbjerget. For Danish Crown er ejet af det store industrielle landbrug, som er den erhvervsgruppe, der har absolut rekord, når det kommer til statsstøtte. Danish Crown har ligesom Vestas sagt tak for hjælpen ved at gennemføre den ene fyringsrunde efter den anden.

Det strider ærlig talt mod sund fornuft, at vi som samfund accepterer, at virksomhederne med den ene hånd modtager erhvervsstøtte betalt af danske skatteydere, og med den anden fyrer danske medarbejdere for at jage lave lønninger i udlandet. Det må være enten-eller.

I ENHEDSLISTEN har vi et konkret forslag: virksomheder, der flytter arbejdspladser ud af Danmark, skal tilbagebetale den støtte, de har fået. Udregnet i forhold til, hvor mange arbejdspladser de flytter. De borgerlige er selvfølgelig afvisende. Samfundssind er åbenbart kun noget, man kan forvente af manden på gulvet.

Til gengæld viser en undersøgelse fra Gallup, at 78 procent af befolkningen bakker op. Uden for Christiansborgs mure fejler retfærdighedssansen heldigvis ikke noget.

Der er helt sikkert fornuft i at give erhvervsstøtte, hvis det skaber arbejdspladser i Danmark og fremmer vindenergi eller andre gode formål. Men hvis vi bruger skatteyderkroner på at hjælpe virksomheder i gang, så er det helt rimeligt, at vi samtidig stiller krav til dem om at vise bare en smule samfundssind.

Ellers er vi til grin – oven i købet for vores egne penge.


0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere