Skæv betjent: Skal du med ind på bagsædet?

Klummeskribent Mattias Tesfaye er blevet stoppet af Københavns politi og føler sig groft chikaneret. Læs hans rystende beretning her

Mattias Tesfaye hævder han har været udsat for grov chikane fra Københavns Politi. 'Han overdramatiserer', siger politiet
Mattias Tesfaye hævder han har været udsat for grov chikane fra Københavns Politi. 'Han overdramatiserer', siger politiet

BETJENTEN SPRANG ud af patruljevognen og skubbede mig aggressivt op ad husmuren. Hans pupiller var helt små og fjerne. Han havde snakkemund på. Og opførte sig aggressivt. Præcis, som jeg har set folk opføre sig, når de har sniffet en fest ind gennem næsen.

Jeg er sikker på, at han var påvirket af narko. Alligevel var det mig, der var under anklage:

– Du har stjålet i kiosken! råbte han mig så tæt ind i ansigtet, at jeg kunne lugte citronmånerne.

Jeg foreslog, at vi gik ind i butikken og spurgte ekspedienten, om jeg overhovedet havde været inde i kiosken. Det var han ikke indstillet på. I stedet væltede han mig omkuld, trykkede mit ansigt ned i asfalten, stripsede mine håndled sammen og masserede min rygsøjle med knæet.

Jeg prøvede at vriste mig fri, men han trykkede bare mit ansigt endnu hårdere ned i gaden og sagde:

– Hva’ så, perker? Skal du med ind på bagsædet? Der er baconchips i detentionen.

NU ER JEG ikke muslim og har derfor aldrig været skræmt af gris på gaflen, men formålet med betjentens overgreb var åbenlyst: chikane.
Ydmygelser. Meningsløs vold. Racisme.
Havde episoden været en enlig svale, ville jeg ikke spilde Ekstra Bladets læseres tid med den.

Læs mere: Københavns Politi: Send en klage, Mattias

PROBLEMET ER, at jeg har oplevet umotiveret chikane fra Københavns Politi fire gange. Og jeg kender flere andre, der har oplevet noget tilsvarende.
De kan for eksempel stoppe dig midt på gaden. Beordre dig til at tage tøjet af. Tømme alle lommer og tasker. Og bagefter bare trække på smilebåndet og køre væk uden så meget som en undskyldning.

Herefter står folk ydmygede tilbage i boksershorts og tennissokker.

I FORRIGE UGE var jeg vidne til, at en ung fyr med indvandrerbaggrund blev tvunget til sådan en omgang striptease midt på Åboulevarden i København.

Episoden mindede mig om egne oplevelser. Det føltes, som om et kæmpe bål af arrigskab blev tændt i maven på mig. Jeg fik lyst til at svinge Toyotaen ind til siden. Løbe hen til de to unge, blonde betjente. Skubbe dem væk og svine dem til.
Det kan sgu ikke være rigtigt, at vi skal finde os i sådan noget! Men fyren fra Åboulevarden har formentlig ikke adgang til spalterne i en landsdækkende avis. Det har jeg.

DERFOR HAR JEG skrevet denne klumme som et åbent brev til Københavns Politi: Jeg ved, at langt hovedparten af jer er dygtige betjente. At I ikke misbruger jeres monopol på vold. At I behandler alle borgere med respekt – uanset deres hudfarve.

Men I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet.
Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir.
Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.

Læs mere: Københavns Politi: Send en klage, Mattias

Hvad skal Københavns Politi gøre ved betjente, der udøver chikane? Og har du oplevet noget lignende fra politiets side?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere