Hveranden udlænding svindler med Skat

Myndighederne har netop afsluttet en kontrol af lønmodtagere fra bl. a. Polen og de baltiske lande i Midtjylland. Resultatet var ’skræmmende’.

Mattias Tesfaye. (Foto: Thomas Sjørup)
Mattias Tesfaye. (Foto: Thomas Sjørup)

FØRST EN QUIZ: Hvem, tror du, kontrollerede flest byggepladser i 2010?

a) Det samlede antal ansatte i Skat.

b) Enkeltpersonen Mattias Tesfaye.

Korrekt svar: b). Det skyldes ikke, at jeg er specielt effektiv. Det skyldes at skattevæsenet i praksis har opgivet den danske byggebranche.

I 2006 gennemførte Skat 701 kontrolbesøg. Året efter 477. Og sidste år sølle 300. Aktiviteten er altså mere end halveret.

Men er de ansatte i Skat dovne?

NEJ. MEN I 2006 var der 9200 ansatte. I år er der 6319. Og ifølge finansloven skal mandskabet yderligere reduceres til 5043.

I Midtjylland har myndighederne netop afsluttet en kontrol af lønmodtagere fra Polen, Rumænien, Tyskland, Ukraine og de baltiske lande. Ifølge specialkonsulenten hos Skat var resultatet ’skræmmende’.

I næsten halvdelen af tilfældene blev der svindlet. I alt for 40 millioner kroner. Penge der savnes i fælleskassen, men som staten ifølge en leder i Skat godt kan vinke farvel til:

– De lukker ned, når de skal til at betale, sagde han tidligere på året efter en lignende razzia i vikarbranchen.

Kort efter fyrede regeringen yderligere 17 mand på det midtjyske kontor.

DET ER, SOM om det fælleseuropæiske arbejdsmarked udvikles i samme hast, som kontrollen afvikles. Så skal det jo gå galt.

Derfor var jeg enig, da Dansk Folkeparti tidligere på året indrykkede annoncer med en grænsebom og teksten: Der må være en grænse.

Jeg havde håbet, at Pia Kjærsgaard ville tilbagerulle hendes egne besparelser i Skat. At vi nu skulle have en effektiv kontrol af udenlandske firmaer i Danmark. At der måtte være en grænse!

Det startede også meget godt. Allerede i de første sætninger af VKO’s aftale om styrket grænsekontrol står, at der de seneste år er sket en markant stigning i skattefusk ved brug af udenlandsk arbejdskraft.

Altså: Regeringen og DF kaster sig på knæ og erkender sit eget svigt.

En indrømmelse. Sådan!

MEN SÅ KOM skuffelsen. Der står nemlig intet i aftalen, som ændrer denne triste udvikling. Teksten handler mest om skærpet toldkontrol.

Fint nok. Men jeg havde faktisk håbet, at Dansk Folkeparti ville vride lidt mere ud af Lars Løkke end 100 ekstra grænsetoldere til Skat, når partiet samtidig har støttet nedlæggelsen af 4000 stillinger samme sted.

Pia Kjærsgaards reelle gevinster viser sig nu at være symbolpolitik og vindfrikadeller. Ikke ligefrem et imponerende bytte for efterlønnen.

Mon ikke forklaringen på Dansk Folkepartis styrtdyk i meningsmålingerne skal findes her. Så dumme er vælgerne trods alt ikke.

OG HOS SKAT? Her fortsætter nedskæringerne ufortrødent. Alene i dette kvartal er 120 medarbejdere blevet opsagt. Jeg får derfor heller ikke problemer med at overgå Skats samlede aktivitetsniveau på byggepladserne i 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere