Stripperne ingen gad se på

I vores moderne kommunikations-tidsalder er det næsten umuligt at strippe i mørke, men det er altså hændt i den forløbne uge

Karen Thisted.
Karen Thisted.

I MIN JOURNALISTISKE ungdom var der noget, der hed ’at strippe i mørke’, men det er længe siden, at jeg har haft brug for udtrykket. I vores moderne kommunikations-tidsalder er det næsten umuligt at strippe i mørke, men det er altså hændt i den forløbne uge.

Stripperne var såmænd magten i Danmark, dronning Margrethe og prinsgemal Henrik samt samtlige politiske partier på Christiansborg.

VI BEGYNDER MED Margrethe og Henrik, der drog over Atlanten til USA i et storstilet, omfattende og formentlig meget kostbart arrangement, der havde forskellige budskaber.

Såsom at få sugerøret ned i rige amerikaneres pengeskabe til glæde for den hendøende, danske, kongelige ballet og så naturligvis visse danske erhvervsfremstød.

Fine formål, når danske politikere ikke vil betale for kulturen, og balletten nærmest ikke danser længere.

MEN HVOR ER det alligevel et fuldstændigt besynderligt arrangement. For bortset fra, at vi har fulgt hvert et majestætisk skridt nøje her i Danmark, kunne det ikke skjules – heller ikke af trofast royale medier som TV2 Nyhederne – at amerikanerne ikke aner, hvem Margrethe og Henrik er.

Og de var også så bedøvende ligeglade, at der hovedsagelig kun var danske journalister – vistnok på nær en lokaljournalist – der beskæftigede sig med anstrengelserne.

TV2 SENDTE et indslag, hvor det ikke kunne skjules, at amerikanerne ikke anede, hvem Margrethe var, og det blev ikke bedre, som dagene gik.

Spild af danske skatteborgeres krisekroner. Hvorfor bliver man ved med at gentage de kongelige rejser, der intet positivt betyder for Danmark?

NÆSTE STRIPNUMMER var det komiske, politiske folkemøde på Bornholm, hvor politikerne legede Hjallerup Marked i Allinge.

Uden tvivl er millionerne også her kastet i grams i håb om at vinde nogle politiske sjæle til betrængte partier, men hvem skulle det være ud over nogle bornholmere?

Jeg så godt Pia Kjærsgaard stege flæskestege en masse, og Lars Løkke give socialdemokraterne læssevis af hindbærsnitter, men tror politikerne, at folk kommer rejsende til Bornholm uden for sommerferien for at overvære de tåbelige arrangementer, man fik færten af i det øvrige Danmark.

JEG FORSTÅR, AT det med Bornholm skyldtes, at Olof Palme, myrdet svensk statsminister, engang holdt en tale på øen Gotland. Og den tale var så fantastisk, at man genoptog seancen år efter med andre store talere.

’Det må vi også prøve!’

’Hvad svarer til Gotland?’

’Bornholm selvfølgelig!’

Tænk, hvor mange mandetimer og kræfter og penge, der er hældt ud på disse to latterlige arrangementer, som hører fortiden til og ikke et moderne samfund i året 2011.


0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen