DF'er: Jens Rohde er som Corfitz Ulfeldt

Han lovede loyalitet mod Danmark, men skiftede siden side for at kæmpe imod Danmarks ret til selv at bestemme

Morten Messerschmidt. (Foto: Klaus Gottfredsen)
Morten Messerschmidt. (Foto: Klaus Gottfredsen)

DET ER SJÆLDENT, at nogen beskæftiger sig med Corfitz Ulfeldt i dag. Men den tidligere statholder og højest rangerende person under kongen er igen blevet interessant.

De fleste husker ham som forræderen, der giftede sig med Leonora Christina og gik i ledtog med den svenske konge imod sit eget fædreland.

Men hvordan kan det egentlig være, at en mand, der havde det halve kongerige og kongedatteren i sin hule hånd, pludselig skiftede side til svenskerne og forsøgte at skade sit eget fædreland?

I sin egenskab af statholder var han vicekonge til Chr. IV og havde således næsten al den magt, han kunne ønske sig. ’Næsten’ er nøgleordet. Ulfeldts magt var begrænset. For kongen måtte han bøje sig. Mon ikke netop det var drømmen om den fulde, uindskrænkede magt, der ledte ham i armene på svenskerkongen?

MAGT ER NOGET underligt noget. Har man ingen, vil man have den. Har man noget, vil man have mere. Et livslangt forsøg på at tilrane sig mere kontrol. Ved valget til Europa-Parlamentet i juni 2009 var listen over kandidater lang. Nogle for EU-samarbejdet, andre imod.

Jeg selv og Jens Rohde var vel nok de to kandidater, der var allermest imod EU. Jeg mindes, hvordan Rohde ligefrem lovede at være ’den danske stemme i EU’, og at der ’skulle sættes hegnspæle op for EU’.

Vi fik begge fine valg, som selvfølgelig var en anerkendelse af de synspunkter, som vi svor over for vælgerne.

JENS ROHDE FIK magten, men har siden valgt at falde sine løfter – og vælgere – i ryggen. Der gik ikke mange måneder efter valget, før han sprang ud som EU-tilhænger og nærmest fornægtede sin valgkamp, sit parti og ikke mindst de mange vælgere, der havde sat kryds ved ham.

Ligesom Corfitz Ulfeldt havde han det hele – var tæt på magten i sit eget parti og førte en flot valgkamp. Men ’næsten’ var ikke godt nok for ham. Så nu bruger han al sin tid på at kæmpe for et endnu større EU og dermed mindre og mindre dansk suverænitet.

SENEST HAR Jens Rohde angrebet sin egen regering i sagen om toldkontrol ved de danske grænser. Her gælder retorikken om hegnspæle åbenbart ikke. Var der noget mere oplagt sted?

Tidligere på måneden hørte vi Rohde kritisere, at den danske regering ikke vil følge de EU-domme, der kræver en anden udlændingepolitik i Danmark. Under valgkampen var han ellers klar til at sætte ind imod den aktivistiske domstol.

Og hurtigere end Corfitz Ulfeldt flygtede ned ad klipperne ved Hammershus, har Jens Rohde stukket kniven i ryggen på sin gamle chef – statsminister Anders Fogh Rasmussen – for at føre en forkert økonomisk politik.

I sin tid på Christiansborg var imidlertid ingen mere loyal over for statsministeren, som gik under tilnavnet ’præsidenten’, end netop Jens Rohde.

JENS ROHDE minder slående om en moderne Corfitz Ulfeldt. Han sad i mange år ved magtens højbord i Danmark, men endte med at forråde sin foresatte. Han lovede loyalitet mod Danmark, men skiftede siden side for at kæmpe imod Danmarks ret til selv at bestemme. Det er trist.

Jeg havde håbet, at den såkaldt ’danske stemme i EU’ kunne have hjulpet med til at genskabe dansk suverænitet og sætte hårdt mod hårdt over for systemet i Bruxelles. I stedet for den danske stemme har vi fået en papegøje på Barrosos skulder.

Corfitz Ulfeldt gav penge, støtte og loyalitet til svenskerne. Jens Rohde gav sit sæde, sin stemme og sin integritet til EU.



0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere