Ruineret af en lussing

Kommune vil plukke 41-årig familiefar for mere end 700.000 kr. i grotesk strid om dækning af sygedagpenge

John Gjødvad indrømmer at han lavede noget lort, men han mener at han har sin straf. Hvad mener du? Foto: Claus Bonnerup
John Gjødvad indrømmer at han lavede noget lort, men han mener at han har sin straf. Hvad mener du? Foto: Claus Bonnerup

En lussing kan smadre enhver danskers privatøkonomi og gøre den mest solide lønmodtager til kronisk gældsslave. Det er John Gjødvads bitre livserfaring.

Den nu 41-årige montør fra Mammen ved Bjerringbro er en af et stigende antal danskere, som længe efter, at de har afsonet en dom i f.eks. en voldssag, jagtes med regres-regninger fra ofrenes hjemkommuner. Kravene kan være skyhøje.

Kommunens svar: - Vi flår ikke skindet af folk

I 2005 slog John Gjødvad en bartender med flad hånd. Hun fik også et spark bagi. De fysiske skader var overfladiske, men fem år efter, at han har afsonet en kortvarig fængselsstraf og betalt svie og smerteerstatning, har Holstebro Kommune nu sendt ham en regning, som smadrer hans økonomi resten af hans liv.

Har mest lyst til at opgive
Kommunens advokat kræver, at han dækker en stor del af udgifterne til det nu 30-årige voldsoffers sygedagpenge i et halvt år i 2006. Regningen lyder på 200.859 kroner inklusive f.eks. procesrenter, salærer, sagsomkostninger og inkasso.

I brevet varsler kommunen yderligere et krav på 400.256 kroner for kvindens sygedagpenge frem til 2009.

– Det er grotesk, at en lussing kan komme til at smadre mit liv. Ingen banker vil røre mig med en ildtang nu, siger John Gjødvad, der for få uger siden mistede sit job efter 11 års ansættelse i Vestas.

Stem længere nede på siden: Er det rimeligt at en lussing skal koste en erstatning på 700.00 kroner?

Han har ikke en jordisk chance for at betale. Selv ikke, hvis han får held til at sælge det nedslidte hus, han deler med sin kæreste og hendes otteårige søn.

Læs: Kommuner kaster sig over straffede

– De plukker en skaldet mand. Jeg kan ikke se mig ud af det mere og har mest lyst til at opgive det hele. Normalt er jeg ellers glad for livet, siger John Gjødvad.

Skader var overfladiske
Fysisk kom kvinden hurtigt over skaderne, som i en erklæring fra skadestuen er beskrevet som ’overfladiske skrammer’, der højst ville give ’forbigående men af en uges varighed’.

Problemet for John Gjødvad er, at han i de to retssager om kommunens krav har været oppe imod en erklæring fra Retslægerådet, hvor det ’ikke kan afvises’, at der er en sammenhæng mellem overfaldet og ofrets psykiske problemer med posttraumatisk stress (PTSD).

De hæfter sig ved, at kvindens nedtur falder sammen med lussingen, og at hendes psyke blev så skrøbelig, at hun i lange perioder har været ude af stand til at arbejde.

Retslægerådet erkender dog, at kvindens psykiske kvaler er ’sporadisk beskrevet’ i de to lægeerklæringer, der nu kommer til at koste John Gjødvad en formue. Rådet trækker oven i købet selv i land ved at erkende, at volden ’næppe har haft karakter af en traumatisk begivenhed eller situation af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur’.

Det er normalt en forudsætning for at stille diagnosen PTSD, der f.eks. er en udbredt lidelse hos tidligere udsendte soldater i Afghanistan og Irak.

En lussing og et spark bagi kaster sjældent traumer af sig. Men hos servitricen har det angiveligt bl.a. udløst angst, søvnbesvær og psykisk overfølsomhed.

'Jeg lavede noget lort'
John Gjødvad føler sig seks år senere trykket flad af en hensynsløs fjende. Ikke fordi han benægter, at han overfaldt kvinden på Bodega No. 1 i Bjerringbro. Men han mener, han har betalt prisen for det én gang:

– Jeg lavede noget lort. Men jeg tog også min straf og betalte erstatning til hende, og så troede jeg ærlig talt, at jeg kunne få lov at begynde på en frisk.

Den sygemeldte servitrice er efter John Gjødvads mening lige så meget offer som han selv. I forbindelse med voldssagen erkendte hun, at hun før overfaldet i flere år levede i et forhold med en voldelig kæreste. En enkelt gang udløste det en politianmeldelse, men sagen kom aldrig videre.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg er blevet syndebuk for andre problemer i hendes liv. Men det er kommunen, der blæser det op. De tænker ikke på, at de ødelægger andre menneskers liv. For dem handler det kun om penge, siger John Gjødvad.

Hvad mener du? Er det rimeligt at en lussing skal koste en erstatning på 700.000 kroner? Og kender du andre eksempler på at kommuner forsøger at drive penge ind fra såkaldte 'skadevoldere?

Læs: Ekspert: - Det er en helt vild regning

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere