Vent - vejen er reserveret til de fine

I London bliver over 400 km vej næste år reserveret officials, sponsorer, politikere og atleter når der er OL

Uffe Riis. (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Uffe Riis. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

MAGT KORRUMPERER. I England har de fået et nyt bevis på den sandhed: Zil lanes.

Navnet stammer fra Sovjet, hvor partispidser og andre magthavere kørte i Zil-limousiner på særlige vejbaner med fri hastighed og adgang forbudt for pøbelen. Det gør de stadig i Moskva.

Et af korruptionens pragteksemplarer, IOC (Olympisk Komité), har krævet og fået Zil lanes i OL-værtsbyer. I London bliver over 400 km vej næste år reserveret officials, sponsorer, politikere og atleter. Bl.a. forbydes den gemene hob adgang til Blackwell Tunnel under Themsen og sektioner af Londons motorring, M25.

Londons borgmester, den konservative Boris Johnson, leverede varen, men hvad sagde socialisten, daværende premierminister Gordon Brown, til Zil-privilegierne? Ingenting.

FRIBILLETTER og chauffører er klar til IOC (herunder vor kronprins), det korruptionshærgede slæng omkring FIFA-præsident Sepp Blatter og alle de andre snyltere, som kommentatoren Rod Liddle kalder dem i avisen The Times.

Som Liddle er jeg ikke særlig interesseret i at se nogle udlændinge på stoffer løbe temmelig hurtigt, men det er der sært nok stadig mange, der er, og de betaler gildet.

ZIL LANES ER et fint billede på den genfejl, mange magthavere er udstyret med: De har en blind plet i hjernen, når det gælder egen moral. De fatter simpelthen ikke, at regler, som gælder for menigmand, også må gælde for dem selv. Zil-banerne er selvfølgeligheder for typer som Ritt Bjerregaard, der som minister ikke kunne se noget forkert i at tilbageholde en færge, da hun var for sent på den.

Der var heller ikke noget galt i at bo i en 200 kvadratmeter lejlighed i København og samtidig hæve tillæg som MF’er med adresse på Fyn. Derfor var Ritt helt ærlig, da hun i seneste udgave af Jersild Live smilede overbærende og affejede forargelsen over Helle Thornings unddragelse af dansk moms på en leaset bil: ’En latterlig sag, et latterligt beløb, og så er den ikke længere.’

DE 163 KRONER om måneden, Thorning sparer i tre år, er ganske rigtigt et latterligt beløb, men det er netop ekstra foragteligt, at der ikke skal mere til, før landets kommende statsminister korrumperer sine egne paroler om, at alle har pligt til at yde efter evne. Hvis 5000 danske gjorde som hun, ville det koste statskassen 122 mio. kr. Det er der alligevel et vist format over.

Nå, hendes mand betaler jo heller ikke dansk skat af sin millionløn i Schweiz, selv om hele familien nyder godt af den danske velfærd.

DE KORRUMPEREDE idealer trives også fint i regeringen. Det er stor kunst, når liberalisterne i Venstre sætter grænsebomme op og hævder, at det ikke er grænsebomme. Helt på niveau med belgieren Magrittes berømte maleri af en pibe med teksten: Dette er ikke en pibe.

HVAD SÅ MED fundamentalisterne på fløjen? For en måneds tid siden kunne Ekstra Bladet afsløre, at Frank Aaen har taget lån i sin andelsbolig, selv om Enhedslisten ønsker den slags forbudt.

– Vi fik ikke afskaffet reglerne, og så ser jeg ingen grund til ikke at bruge dem, forklarede den idealistiske socialist.

Mette Frederiksens og Thornings børn i privatskole, Pinds og Thornings VIP-kort til tøj fra Sand, Villys pointsystem for indvandrere, stort og småt udgør den særlige, danske Zil-bane, hvor folkevalgte korrumperer egne og partiets officielle holdninger.

EN TYSK VENDING siger: ’Hæld dem alle i en sæk og bask til den med et boldtræ. Du behøver ikke være bange for at ramme en forkert’.

Der er frit slaw på valgdagen.


0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere