4. maj - tænder du lys i aften?

Vi skal huske, at det ikke var alle danskere, der var frihedskæmpere under besættelsen – endda langtfra.

I AFTEN er det 66 år siden, at danskerne rev mørklægningsgardinerne ned og tændte stearinlys i vinduerne for at fejre budskabet om frihed. Kl. 20.36 4. maj 1945 kunne Johannes G. Sørensen afbryde nyhedsudsendelsen for at oplæse budskabet fra London om, at de tyske tropper havde overgivet sig. Fra 5. maj var Danmark atter et frit land med demokrati og national selvstændighed.

I aften skal vi så huske at tænde stearinlysene som minde om frihedsbudskabet. Men vi skal også huske, hvilken fjende der blev besejret 4. maj 1945. Det var ikke tyskerne som mennesker, men den yderligtgående nationalisme, som Hitler tændte i den tyske befolkning. En nationalisme, der førte til over 60 millioner dræbte og endnu flere millioner, der blev lemlæstet på krop og sjæl i en afskyelig verdenskrig.

SEJREN kom ikke af sig selv. Den kom, fordi modige ledere med Englands Winston Churchill i spidsen havde truffet de rigtige beslutninger. Den kom, fordi millioner af soldater og frihedskæmpere – herunder i Danmark – gav deres liv eller satte deres liv på spil for at vinde over fjenden.

Efter krigen og i de efterfølgende årtier tog de politiske ledere i det vestlige demokrati modige beslutninger med dannelsen af Nato og EU – for at skabe fred og økonomisk fremgang. Den afgørende grundsætning for det europæiske samarbejde er, at vi ikke må forskelsbehandle på grund af nationalitet. Nationalismen skal bekæmpes for at sikre freden og de grundlæggende frihedsrettigheder.

I ÅRTIER frem til murens fald i 1989 var freden og frihedsrettighederne først og fremmest truet af de kommunistiske diktaturlande med Sovjetunionen i spidsen. Siden er der dukket nye fjender frem som Saddam Hussein, oberst Gaddafi, Osama bin Laden og andre religiøse og politiske fanatikere.

Disse fjender er lette at få øje på.

Det er meget sværere at se fjenden i os selv – i de fordomme, vi alle besidder, og som beregnende mennesker kan vække i os til en voksende nationalisme. Der skal vi være på vagt. Det er fjenden i os selv.

Vi skal huske, at det ikke var alle danskere, der var frihedskæmpere under besættelsen – endda langtfra. Der var også danske vagter i kz-lejrene, der var Hipokorpset, der hjalp tyskerne med at pine og plage danskerne – og mange andre, der må betegnes som landsforrædere. Og der var mange, der passivt så til.

I DAG vokser den lille, modbydelige nationalisme igen frem i mange lande – senest ved valgene i Sverige og Finland. Desværre er der også klare tendenser i Danmark. Der er politiske kræfter, der vil gøre udlændinge til syndebukke for alle ulykker såsom statens underskud, arbejdsløsheden, vold og bandekrige.

Det værste er, at man kan fremsætte mere og mere forfærdelige udtalelser, uden at det vækker opsigt.

Når politiet med opbakning fra Venstres assimilationsordfører fortæller, at det i metroen fra Malmø udvælger mennesker, der er mørke i huden eller har asiatisk udseende, og forlanger at se et pas – selv om kravet er ulovligt og i strid med den nordiske pasunion.

Når en dommer uden at blive modsagt af dommerforeningen kan skrive, at udlændinge får hårdere domme end danskere for samme forseelse – for ellers holder udlændinge aldrig op med at stjæle.

Når udlændinge dumper i prøver i danskhed, selv om der kun er angivet forkerte svar i prøven. Når myndighederne i måneder forhindrer udenlandske børn og forældre i at blive forenet, selv om de har fået dette godkendt. Når politikere vil have dna-test – kun for udlændinge.

ALT DETTE er eksempler på, at vi befinder os på et skråplan, hvor vi fjerner os fra det forbilledlige, europæiske samarbejde, der voksede sig stærkt efter krigens afslutning, og som har sikret os fred og økonomisk fremgang i foreløbig 66 år. Nationalismen kan genopstå også i vort land.

Lad os lige huske på det, når vi i aften tænder lysene – og lad os tænke på Einsteins ord: ’Verden er et farligt sted at leve i. Ikke på grund af dem, der gør ondt, men på grund af dem, der ser til uden at gøre noget.’