Børn er da bare små påklædningsdukker

Gennemsnits-familier bruger i dag 50 procent flere penge på smart og lækkert tøj til deres afkom. Børnene skal ligne deres forældre, og det går blandt andet ud over pædagogerne

Mange moderne forældre bruger deres børn som påklædningsdukker. Her ses dronning Magrethe som påklædningsdukke. (JP/Bo Svane)
Mange moderne forældre bruger deres børn som påklædningsdukker. Her ses dronning Magrethe som påklædningsdukke. (JP/Bo Svane)

Historien gentager sig selv for voksne forældre.

Engang byttede de påklædningsdukkerne ud med bumsecreme og byture, men når de selv får børn, vender de tilbage til barndommens tendenser.

Børn er nemlig blevet små levende påklædningsdukker for modebevidste forældre, der bruger formuer på lækkert og trendy tøj til deres afkom. For krise eller ej, så bruger gennemsnits-familier i dag 50 procent mere på børnetøj, end de gjorde i 1994, ifølge Dansk Erhverv

- For tyve år siden var der jo ikke fokus på, at børn skulle være smarte. Der gjaldt den praktisk anlagte betragtning, at børn hurtigt vokser ud af deres tøj og slider det. Der var ikke plads til mode på den måde, der er i dag, siger Anne Glad, der er livsstilsekspert i DR-programmet 'Kender du typen?', til fagbladet Børn og Unge.

Skal ligne forældrene
I tøjbranchen har man også bemærket den stigende efterspørgsel på smart børnetøj.

- Vores analyse af forbrugernes reaktion på finanskrisen viste, at de hellere slækker på deres egne forbrugsbehov end på børnenes. Det er et tegn på, at forældre prioriterer deres børns forbrug højt, deriblandt også forbruget af tøj, konstaterer eksportchef i Dansk Mode & Textil, Michael Hillmose.

Børnenes tøj skal nemlig reflektere forældrenes smag, og tøjet skal vise, at børnene er forældrenes stedfortrædere, forklarer Lars Pynt Andersen, lektor ved Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet.

- Det er en overgangsfase, når en yngre kvinde bliver mor og skifter status. Skiftet betyder, at kvinderne overfører noget af deres eget livsstilsforbrug til deres børn, hvor deres stolthed og status nu ligger, siger han.

Går ud over pædagogerne
Når forældrene klæder deres børn i smart og dyrt tøj, så forventer de også, at pædagogerne passer ekstra godt på børnenes lækre tøj, som forældrene jo har brugt lang tid og mange penge på at finde.

- De sætter deres eget barn først og tænker mest på, at lige præcis deres barns flyverdragt skal holdes fin og pletfri, siger siger forbrugerekspert Maria Dahl Jørgensen fra Retail Institute Scandinavia.

- De tænker ikke så meget over, at pædagogerne har en hel masse andre opgaver at varetage, som i virkeligheden er vigtigere end at holde styr på garderoben.

Køber du modetøj til dit barn? Er det i orden at forvente, at pædagogerne passer ekstra godt på børn i dyrt tøj?