Danmark er bare en koloni i EU

EU-domstolen sidder et eller andet gudsforgående sted i Flandern og afgør, hvilke fremmede folk der skal have lov at bosætte sig i Danmark

Ole Hyltoft.
Ole Hyltoft.

TIRSDAG MORGEN hørte jeg i Radioavisen, at nogle vil anlægge sag mod Birthe Rønn Hornbech. Og forlange, at hun personligt betaler erstatning til dem, fordi de ikke som statsløse fik dansk statsborgerskab i tide.

Det minder mig om, at jeg engang i mit skoleblad skrev, at vores gymnastik- og tysklærer var elendig til at undervise os i fodbold. Det var den rene og skære sandhed. Men læreren blev så krænket over det, at han ikke talte til mig –  eller hørte mig i tysk –  det sidste halvandet år, jeg gik i skole. Var klassen kommet op i tysk til studentereksamen, havde han sikkert afvist at eksaminere mig. Det var blevet en kilden sag, som nok havde stået i Ekstra Bladet.

JEG HAR SELV prøvet at blive krænket. For eksempel da Johannes Møllehave for nylig blev så rasende på mig. Bagsidens læsere husker måske, at jeg mente noget andet om Benny Andersen og Carsten Jensen end Møllehave. Det gav Møllehave anledning til telefonisk at fortælle mig om min smudsige moral, mit pinlige politiske ståsted og min ringe begavelse.

ENDNU MERE krænket bliver jeg dog, når EU-domstolen sidder et eller andet gudsforgående sted i Flandern og afgør, hvilke fremmede folk der skal have lov at bosætte sig i Danmark. Som om vi var et kolonirige under EU.

Her har mine forfædre kæmpet for, at det danske folk fik lov til selv at bestemme over sit land. Selvfølgelig også over, hvem vi vil lade komme ind i det. Og så sidder sådan en gang jura-sheiker med forgyldte kapper og udstikker regler for, hvem der skal bo i vores land. De må have kuppelkatar, både jura-sheikerne og de, der har givet dem mandatet til det.

Jeg forstår ikke, at vores regering ikke bare siger: De jura-kalotter interesserer os ikke. Vi bestemmer selv i Danmark.

DER ER desværre en del danskere, som giver EU-Domstolen ret. Eller står ret for den. Sådan har bedsteborgere nemlig altid gjort. Rettet ind efter reglementer, uanset hvor tossede de er. Bedsteborgerne er i vore dage ikke kun de gammeldags tørvetrillere. Fortidens oprørere, de kulturradikale, er nu blevet så idéløse og indtørrede, at de også er blevet bedsteborgere. Vi taler om en Rifbjerg, en Suzanne Brøgger, en ombudsmand Gammeltoft-Hansen, en Johanne Schmidt-Nielsen osv. Ordene venstrefløj og bedsteborger er blevet det samme.

I GAMLE dage var det mest kongen, der havde ret til at blive krænket. En af Danmarks dygtigste statsministre, Griffenfeld, skrev i sin dagbog: ’I dag talte kongen som et barn.’ Så dødsdømte kongen ham.

I vore dage har vi opbygget en række institutter bemandet med regeltyranner, der opildner os til at blive krænkede og forlange erstatning. For nylig blev en sanger sløj under en koncert, så han måtte lade orkestret og de andre sangere afslutte koncerten uden ham. Forbrugerrådet opfordrede minsandten publikum til at kræve pengene for billetterne tilbage.

VI HAR i vores overregulerede samfund oprettet institutter og love, som skal holde øje med krænkelser og indkassere vederlag fra krænkerne. Herunder den såkaldte racismeparagraf. Al bramfri tale skal forbydes. Og kulturradikalerne mimrer henrykte over det.

Det ville have glædet min tysklærer, hvis han kunne have fået et af disse krænkelses-institutter til at anlægge sag mod mig.

HVEM ER gladest for forbuddene mod at krænke? Ud over de kulturradikale. Det er selvfølgelig djøfferne, juristerne. For det er dem, der modtager vederlag for at føre de retssager, de krænkede anlægger.


0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen