Bjarup Riis fortsætter angreb på fissehuller

For tre uger siden kaldte Anne-Grethe Bjarup Riis danske ludere på 'fissehuller' og nu går skuespilleren i kødet på Lars Løkke med 8 spørgsmål

Anne-Grethe Bjarup Riis. (Foto: Thomas Wilmann)
Anne-Grethe Bjarup Riis. (Foto: Thomas Wilmann)

KÆRE LARS Løkke, kære statsminister.

Tror du, det er sjovt for en prostitueret at modtage ti mænd om dagen? Ved du, at den prostituerede må lukke af følelsesmæssigt for ikke at knække psykisk?

Ved du, at kvinders underliv ikke kan holde til at blive penetreret så ofte og så voldsomt? Ved du, at prostituerede får myoser i underlivet? Ved du, at mange prostituerede får ødelagt evnen til at få orgasme?

Ved du, at mange prostituerede har svært ved overhovedet at åbne sig følelsesmæssigt igen, knytte sig til andre og ha’ tillid til mænd? Ved du, at livet som prostitueret ofte er forbundet med voldsomme depressioner? Ved du, at mange prostituerede får posttraumatisk stress?

SOM STATSMINISTER kender du selvfølgelig de helt groteske voldstal. 95 pct. af de narko-prostituerede er udsat for vold. 60 pct. af de prostituerede, der ikke er i narkomiljøet, bliver udsat for vold, og 30 pct. bliver voldtaget.

Alligevel har du ikke tænkt dig at røre en finger! Det er rystende, at du lader stå til. Det stikker i hjertet, at du synes, det er i orden, at en gruppe kvinder er degraderet til en sex-vare. Det er menneskekrænkende, Lars Løkke, men du er tavs som graven, for du ved jo godt lige så vel som jeg, at åbner man munden i prostitutionsdebatten, bliver man lynchet – sjovt nok af mænd … Men det er jo klart, de spræller, når de bliver sparket ud af slikbutikken. Vi har ret til at have en seksualitet, men ikke ret til at have sex med et andet menneske. Ingen skal bilde vores unge piger ind, at det at være prostitueret er det samme som at være sygeplejerske.

Mig bekendt behøver man hverken at opholde sig på et krisecenter eller gå til psykolog, når man er færdig med jobbet som sygeplejerske. Det er heller ikke menneskekrænkende at være sygeplejerske, men det er menneskekrænkende at være prostitueret, og derfor får det erhverv aldrig fagforeningsmæssige rettigheder.

Det er stigmatiserende og stinker af grådighed.

DANMARKS TOPPOLITIKERE åler sig uden om det faktum, at prostitution er et voksende samfundsmæssigt problem. I bilder den danske befolkning ind, at vi ikke behøver at beskytte og hjælpe de udsatte prostituerede, for de har jo selv valgt det. De har da heldigvis ’frihed’ til at vælge deres tilværelse selv! Sådan noget bullshit.

Vores frihedsbegreb er blevet manipuleret de sidste ti år af en arrogant og syg liberal tankegang. Vores frihedsbegreb er degraderet til en egoistisk frase, der giver politikerne greencard til at fralægge sig ethvert ansvar for vores medmennesker, der ligger i bunden af det sociale hierarki.

JEG ER KLAR OVER, at nogle af de piger, der prostituerer sig, får et kick i starten og et boost til selvtilliden. Men illusionen om den lykkelige luder knækker med det første kvælertag fra en kunde, krakelerer med de første krænkelser fra en kunde og smadres med det første ’nej’, der ikke bliver accepteret af en kunde.

Det er ubærligt, pinligt og fuldstændigt rædselsfuldt, at vi har en regering, der tillader mænd at give kvinder varige fysiske men og ar på sjælen og tillader dem at udnytte kvinders ulykke.

Vi er mange, der ikke længere accepterer en åbenlys undertrykkelse af kvinder! Vi er mange, der ved næste valg sætter vores kryds ud for de politikere, der har hjertet på rette sted, så sexkøb bliver forbudt.

Vi har ret til at have en seksualitet, men ikke ret til at have sex med et andet menneske

Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen