Til grin for vores egne penge

Vi reagerer alt for svagt på, når fællesskabet bliver undergravet

Karen Jespersen. (Foto: Stig Bjørn Hansen)
Karen Jespersen. (Foto: Stig Bjørn Hansen)

I SIDST UGE VAR de ansatte i JP/Politikens Hus i København tæt på at blive mejet ned med en maskinpistol. I medierne hørte man meget om de unge mænd bag terrorplanerne og deres radikale holdninger, som knap nok var blevet opdaget. ’Bombemanden var så flink’.

Men det slog mig, at beskrivelsen af de unge mænd også afslørede en anden form for naivitet: Vi betaler, og de griner hele vejen til banken.

I årevis har det danske samfund gladelig betalt bunker af penge til sådanne unge mænd, der hader vores værdier så meget, at de tilsyneladende er parate til at slå os ihjel i kampen mod vores samfund. De har fået asyl, statsborgerskab, sprogskole, starthjælp, boligsikring, børnehaver, kontanthjælp, osv. Ydermere kan der være en del af dem, der også snyder med de sociale ydelser. En del har f.eks. i længere perioder opholdt sig i Pakistan, Somalia eller et andet land, hvor de ofte har været i træningslejre for terrorister. Hvor mange af dem har samtidig fået udbetalt sociale ydelser i Danmark eller et andet europæisk land, hvor de har ophold eller er statsborgere?

Den form for udnyttelse af vores naivitet begrænser sig selvfølgelig ikke til terrorister. Takket være Ekstra Bladets afsløringer ved vi f.eks., at flere irakere var flyttet tilbage til Irak, hvor de har vellønnede job, samtidig med at de hæver førtidspension i Danmark.

Og det er ikke en enlig svale. For nylig afslørede en lufthavnskontrol af fly fra tredje verdens-lande, at mange skulle undersøges for socialbedrageri –  en betydelig del af dem havde mellemøstlig baggrund.

For et par dage siden blev jeg kontaktet af en nu pensioneret kontrollør fra den kollektive trafik. Han fortalte, at der foregik ret omfattende snyd med stort og småt.

Sammen med en kollega havde han over 14 dage lavet en lille undersøgelse, der viste, at cirka 90 procent af de, der kørte uden billet, havde indvandrerbaggrund. En undersøgelse fra DSB (’Du skal ikke spille op dit fede svin!’) viser samme tendens.

INDIMELLEM OPLEVEDE HAN falske papirer hos dem, der skulle legitimere sig. Han huskede en mand, der viste sig at have flere forskellige navne på forskellige former for legitimation. Politiet mente, at han hævede kontanthjælp i forskellige kommuner samtidig.

Lignende oplevelser har jeg fået beskrevet af andre offentligt ansatte, der synes, der bliver gjort for lidt for at komme snyd og kriminalitet til livs. I Danmark har vi en tradition for samfundssind, ansvar over for helheden. Det er et meget værdifuldt træk, der har gjort Danmark til et godt samfund at leve i.

NÅR FOLK, DER ER BLEVET modtaget i Danmark, udnytter vores system, er det et angreb på dette samfundssind. Det samme er tilfældet, når grupper af indvandrere har en meget høj kriminalitet.

Vi reagerer alt for svagt på, når fællesskabet bliver undergravet. Eksempelvis fortrækker politi og brandfolk at lade brande være brande, når unge angriber dem – senest nytårsnat i Gellerup i Aarhus. Foran Bazar Vest i bebyggelsen bliver der også mere eller mindre åbenlyst handlet med hash og khat, uden at politi og myndigheder griber effektivt ind.

Der er strammet meget op i retspolitikken. Men der er fortsat alt for langt til en konsekvent nul tolerance-politik. Vi er nødt til klart at vise, at Danmark er bygget på nogle bestemte værdier, og dem har vi tænkt os at holde fast i. I øjeblikket er vi til grin for egne penge.

0 kommentarer
Vis kommentarer