En skattekiste for indvandrere

Skal udlændinge fortsat have ret til velfærdsydelser, når lige er kommet til landet? - Det vil regeringen undersøge, derfor skal den danske velfærdsmodel kigges efter i sømmene

Regeringen vil undersøge, om indvandrere skal optjene point før, de kan gå gratis til lægen. (Foto: Colourbox.com)
Regeringen vil undersøge, om indvandrere skal optjene point før, de kan gå gratis til lægen. (Foto: Colourbox.com)

- Der er noget grundlæggende forkert ved, at man kan komme til Danmark, og så åbner skattekisten sig med det samme, uden at man bidrager. Derfor vil vi kigge fordomsfrit på optjeningsprincipper inden for de økonomiske ydelser, sundhedsområdet og folkeskolen. Vi kigger på det hele.

Sådan forklarede beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Berlingske Tidende i går. Regeringen skal nemlig de kommende tre måneder undersøge, om der skal ændres ved udlændinges ret til velfærdsgoder som lægebesøg, folkeskole og kontanthjælp.

Nervøs for velfærdssamfundet
Udsigten til en undersøgelse har fået Socialdemokraterne op af stolene, og her til morgen diskuterede Inger Støjberg og socialordfører Mette Frederiksen (S) problematikken i Go' morgen Danmark.

- Noget af det, jeg er aller mest stolt af i Danmark, det er, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen, at vi har en skole, som alle børn kommer i. Når Inger Støjberg fremlægger det her, bliver jeg selvfølgelig nervøs for, om vi er inde og pille ved noget af det, der er aller mest dansk, nemlig vores velfærdsmodel, forklarede Mette Frederiksen.

Diskussionen er ikke ny, og allerede under dette års finanslovsforhandlinger var ideen om et optjeningsprincip for velfærdsydelser en central det af forhandlingerne. Her blev der indført to års optjening for fuld adgang til børnechek.

SF støtter undersøgelse
I Børsen kan man i dag læse, at SF gerne vil være med til at kigge velfærdsmodellen efter i sømmene. Mens Dansk industri advarer mod ideén om, at man skal optjene retten til velfærdsydelser over en årrække.

Men hvad mener du? Skal udlændinge optjene retten til velfærdsydelser over en årrække?

Skriv læserbrev til Ekstra Bladet