15-årige skal have lov at køre knallert

I hvert fald hvis det står til regeringen

Skal provinsens Poller have lov at fræse til halbal som 15-årige? (Foto:Sonofon)
Skal provinsens Poller have lov at fræse til halbal som 15-årige? (Foto:Sonofon)

Regeringen fremlagde i går en ændring til knallertlovgivningen, der skal gøre det muligt for 15-årige at køre på knallert. Ændringen kommer, fordi regeringen gerne vil øge de unges mobilitet i specielt Udkantsdanmark. Det skal simpelthen være nemmere for de unge at komme til fritidsaktiviteter og lignende i de områder i provinsen, hvor den offentlige trafik er sparsom.

Ud over sænkningen af aldersgrænsen fra 16 til 15 år ønskes også en stramning af kravene til erhvervelse af kørekortet.

Det giver flere ulykker
Men hos Rådet for Sikker Trafik er man klart imod sænkningen af aldersgrænsen.

- Vi sidder med dokumentation på, at resultatet af lovforslaget vil fordoble antallet af personskader på knallert for 15-årige, så det er indlysende, at vi ikke på nogen måde synes, det er en god idé, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik til metroXpress.

Denne udlægning er Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen dog slet ikke enig i.

- Vi er fuldstændig uenige i deres (Rådet for Sikker Trafik red.) vurdering, for man skal jo se på hele lovforslaget, som er noget for noget. På den ene side giver vi de 15-årige lov til at køre på knallert, men på den anden side kommer der en stramning af køreuddannelsen, som bliver langt bedre, siger han til metroXpress.

SF imod
Også hos SF er man imod forslaget, der i de socialistiske ører lyder noget hult.

- Jeg synes, at de skulle kigge på, hvordan deres øvrige tilbud om at øge mobiliteten i udkantsområder er. Vi ved blandt andet, at der er blevet skåret meget ned i bustrafikken i udkantsområderne, siger SF's trafikordfører Anne Baastrup til metroXpress.

Skal alderen for erhvervelse af knallertkørekort sænkes fra 16 til 15 år?