Glem det - det er ikke mit ansvar

Vi er ikke meget for det i disse individ-orienterede ego-år - men tænk hvis vi gad lytte til hinanden og tage et ansvar

Christine Feldthaus.
Christine Feldthaus.

HER HVOR DER KUN er lidt over 14 dage til, at vi går ind i et nyt, friskt år, tænkte jeg, om man må foreslå et nytårsforsæt til alle dem, der endnu ikke har fundet deres eget.

Forslag til nytårsforsæt for 2011: Jeg vil ikke sende aben videre!

Det år, der snart slutter, har været præget af mange problemer, både i Danmark og internationalt. Valgkampen er vist nærmest gået i gang, og vi bliver konstant bombarderet med ’hvor uduelige de andre er’. I en grad så man næsten ikke længere gider at høre efter.

DER FINDES UTALLIGE eksempler på mudderkastning og ophedet debat, hvor det hver gang ender med, at man ser mennesker tale grimt og personligt nedsættende til hinanden med himmelvendte øjne – for at hævde egne synspunkter.

Var det i 2010, at det definitivt gik af mode at forsøge at diskutere på et sagligt grundlag, hvor målet er vigtigt, og midlerne er fair?

TÆNK SIG, om man bare for en gangs skyld kunne overvære en politisk debat, hvor de folkevalgte søger kompromiser og løsninger for åbent tæppe. Hvor man viser, at man kun er optaget af at finde vejen frem i stedet for at skændes som hund og kat med det resultat, at alting står stille i gungrende uenighed.

DE NYLIGT offentliggjorte Pisa-undersøgelser er ikke noget at prale af – men skolelærerne sender aben videre til politikerne, oppositionen sender aben videre til regeringen, regeringen sender aben til lærerformanden, lærerformanden sender aben til politikerne, kommunen sender aben til staten. Skolebørnene og deres forældrene sender aben til politikerne. Og man kunne blive ved.

SPØRGSMÅLET ER, hvordan vi nogensinde skal få løst problemerne, hvis der slet ikke er nogen, der vil beholde aben. Og påtage sig at finde løsninger.

Spørgsmålet er, om vi i vores gyldne og ofte barnagtige velfærdsstat har vænnet os til, at det altid er ’de andres’ skyld og ansvar. Og om vi ikke selv kan tage del i at flække aben, så nogle flere hjælpes ad med at finde løsningerne. Men det kræver naturligvis, at alle gider at lytte til hinanden – og det er vi heller ikke meget for i disse individ-orienterede ego-år.

DET VAR MÅSKE det, vi glemte i 00’erne. Måske skulle vi i 10’erne genfinde eller genopfinde en ny måde at forhandle, samtale, lytte og løse problemer på, hvor der ikke er så lang kø ved håndvasken, og hvor man ikke altid starter med at sende aben videre.