Ægtepar samler 140.000 ind til julehjælp

Ramt af dårlig samvittighed: Rikke og Niels Rask kunne ikke tåle at se, hvor få penge alenemor i Nakskov har at holde jul for

Niels og Rikke Rask fortæller, at pengene er strømmet ind, siden de begyndte deres egen indsamling til Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælps Julehjælp 2010. (Foto: Per Rasmussen)
Niels og Rikke Rask fortæller, at pengene er strømmet ind, siden de begyndte deres egen indsamling til Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælps Julehjælp 2010. (Foto: Per Rasmussen)

– Filmen knækkede, da vi så, hvor lidt den fattige familie i Nakskov har at holde jul for. Vi fik ganske enkelt dårlig samvittighed. Derfor besluttede vi at starte vores egen indsamling – og på tirsdag afleverer vi en check på 140.000 kroner til Dansk Folkehjælp.

Hjertet sidder på rette sted hos Rikke og Niels Rask i Slagelse.

Da ægteparret i søndags erfarede, at alenemor Maria Løve Overbye og hendes tvillingesønner Mathias og Markus – som beskrevet i Ekstra Bladet – med kun 2200 kroner til rådighed om måneden har søgt julehjælp, reagerede de omgående.

Læs: 'Umuligt at holde jul for 200 kr.'

Tyk, grim og dum!
– Vi havde lige fyret en formue af på et medarbejderseminar med efterfølgende julefrokost og overnatning for 15 ansatte med koner og kærester. Samtidig havde vi givet hver af vores fire børn adventsgaver for lige så meget, som familien i Nakskov har at leve for en hel måned.

– Så jeg følte mig faktisk både tyk, grim og dum, da jeg så, hvor lidt den lille familie har at gøre godt med. Tyk, fordi jeg havde spist for meget, mens andre intet får. Grim, fordi jeg havde tømmermænd – og dum, fordi jeg havde brugt så mange penge på luksus, som mindrebemidlede formentlig aldrig oplever. Derfor var vi nødt til at handle, fortælle Niels Rask, der blandt andet ejer Vestsjællands Bilsyn.

70.000 på fire timer
Mandag morgen sendte han flere hundrede mails rundt til virksomhedens store netværk af blandt andet erhvervskunder med beskeden: ’Måske bliver det en god jul’ samt historien om Maria Løve Østerbye i Nakskov.

Opsat på at indsamle de mindst 140.000 kroner, som Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet havde mindre i kassen sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

– I løbet af de første fire timer havde vi tilsagn om 70.000 kroner – og pengene strømmer stadig ind, så vi skal nok nå vores mål, siger Niels Rask, som under interviewet med Ekstra Bladet kunne bryste sig med foreløbig 106.000 kroner. Senere på aften forlød det, at de 130.000 kroner var rundet.

Dropper julegaverne
Det er ikke første gang, Slagelse-ægteparret giver en hånd for at hjælpe andre.

– Sidste år valgte vores medarbejdere at droppe julegaverne, hvis vi i stedet sendte de 9000 kroner til Mødrehjælpen. Det gav 30 familier i Slagelse en bedre jul. I år går julegavepengene til Dansk Folkehjælp, siger Niels Rask.

– Ja, det er simpelt hen for dårligt, at vi først kommer i tanker om folk i nød, når der står en i døren med en raslebøsse, tilføjer Rikke Rask.

– Socialminister Benedikte Kiær mener selv, at hun har godt styr på fattigdommen i Danmark?

– Det er noget vrøvl. Jeg synes, det går ad helvede til, når tusindvis af børnefamilier i vort såkaldte velfærds-Danmark ikke har råd til at holde jul. Derfor er det vigtigt, at alle vi med en god økonomi yder en indsats for dem, der ikke har så meget, siger Niels Rask.

– Burde et rigt land som Danmark ikke kunne klare fattigdommen uden private indsamlinger?

– Hvis vi bare lader stå til, sker der ikke en pind fra politisk side. Så gør det stadig mest ondt på de fattigste, siger Rikke og Niels Rask, som håber, at deres indsamling kan inspirere andre til at gøre noget tilsvarende.

Du kan også støtte Julehjælp 2010:

SMS: julegave til 1999 og støt med 150 kroner. Beløbet + alm. sms-takst trækkes automatisk på næste mobilregning

Ring 90 565 444 og støt med 100 kroner pr. opkald. Beløbet trækkes automatisk på næste telefonregning

Indsæt dit bidrag på konto i Arbejdernes Landsbank reg. nr. 5301 konto nr. 0 333 666, mærk dit bidrag julehjælp