Brænd mit hjem ned og læg en lort på trappen

Vi kvinder falder konstant ind i rollen som dem, der skal forstå, dæmpe, trøste, udglatte gemytterne mens vi skriger på Fontex

Anne-Grethe Bjarup Riis. (Foto: Thomas Wilmann)
Anne-Grethe Bjarup Riis. (Foto: Thomas Wilmann)
I DEN MODERNE, sammensatte, skilsmissefamilie er der fart over feltet, et virvar af ekskoner, eksmænd, delebørn, papbørn osv. Et sandt kaos. ’Jeg har jo seks børn,’ kan man høre kvinderne sige med pral i halsen, selv om de rent faktisk kun har presset de to af dem ud af tissekonen.

’Og hvor er det bare grineren, når vi spiser, så er det helt italiensk – sådan langbordsagtigt. Det er også bare det fede at køre rundt og flashe storfamilien i vores gamle folkevognsrugbrød …’

Jamen, det er jo den rene familieidyl. Et livsbekræftende leben, der oser af harmoni og overskud og nærhed … bilder vi os selv og hinanden ind.

JEG KAN SKRIVE under på, at der ligger en dyne af idyl og dækker over en smertelig tilværelse af frustration, stress og angst for ikke at leve op til alle de forbandede krav om perfektionisme, der stilles os i den moderne, sammensatte familie: Et sprudlende sexliv, enighed om børneopdragelsen, tackling til ug af savnet af sine børn i den uge, de ikke er hos dig. Et afslappet og nærmest venindeagtigt forhold til ekskonen og eksmanden og hans nye kone … Og samtidig skal vi have fart på karrieren og tid til parmiddage med den fede vennekreds.

Og hvis man så er dén, der er gået fra sin mand – altså den onde! – ja, så kæmper man oven i købet med en konstant dårlig samvittighed, som vi blåøjede og konfliktsky betaler af på i form af krænkende kompromiser med eksmanden og seen igennem fingrene med små hævnakter. Jeg kan lige høre mig selv: ’Tag du bare huset, jeg finder en lejlighed.’

VI KVINDER falder konstant ind i rollen som dem, der skal forstå, dæmpe, trøste, udglatte gemytterne og holde bunkerne af skeletter på plads i skilsmisse-skabet, mens vi skriger på Fontex.

For vi må ikke være ærlige, trække grænser. Vi må ikke sige, at vi bokser med en skilsmisse-depression, nu når vi er nyforelskede i den nye fyr. Vi må ikke sige fra over for ekskonen, for så erkender vi, at vi har minus-overskud og det er jo totalt taberagtigt.

’Uha, kom ind, kom ind!’ siger man til ekskonen. ’Brænd mit hjem ned og læg en lort på trappen, det er helt i orden ...’ Man skulle jo nødig være hende den sure fisse, der lukker ballet i den åbne, sammensatte, moderne storfamilie.

OG EKSMANDENS nye kone er det jo endnu værre med! Hun står jo i en nærmest urørlig magtposition, fordi hun er papmor til dine unger. And she knows! Hun kan te sig, som hun vil – og hun gør det. Og vi nikker og bukker og skraber. Sluger alle Saharas kameler for den gode tone, så chancen, for at hun er sød ved vores guldklumper, er større. Forbandet saks at sidde i!

Man føler sig sgu nogle gange som et kyllingelår, folk bare kan gnave løs af.

VI BLIVER SYGE af at være i den moderne, sammensatte skilsmisse-familie, hvis vi ikke tør være ærlige over for os selv og vores omverden.

Vi skal ud af busken og sætte grænser for at passe på os selv og være troværdige rollemodeller for vores børn. Tage hul på tabuerne, selv om det er pinligt at føle jalousi, aggression og mindreværd. Men det er den bagside, der følger med, når du er nyskilt og nyforelsket.

Sig fra og husk, du behøver ikke blive elsket af alle.