Selvom internettet kan være en livline hvis man er ensom, kan det også være dødeligt. Det blev det for Marcus Janne. Mandag omkring kl. 13 begyndte den netdebat på det svenske Chat-site Flashback, der endte med Marcus Jannes tragiske selvmord, et selvmord der nu går verden rundt og hvor alle spørger: Hvorfor greb ingen ind?
Føler ikke noget
'Det syge er, at jeg ikke føler noget som helst, når jeg ser på, at han hænger sig. Absolut ingenting. For fanden, internet, medier og hele det her samfund har udsat os for så meget crap i årenes løb, så det er ikke mærkeligt, skriver en bruger, der kalder sig the Game på en af de mange diskussions-tråde der er opstået efter Marcus Jannes selvmord.
Japanske selvmords-pagter
Net-selvmord er ikke noget nyt fænomen.
I Japan har nettet været brugt til at planlægge fælles-selvmord i stor stil siden år 2000, hvor de første internet-selvmords-pagter opstod. I 2003 var der 34 døde via internet-selvmordspagter, hvor man bruger nettet til at aftale at mødes og begå selvmord, sammen. I 2004 var tallet oppe på 50. Og i 2005 var der 91, der begik selvmord efter at have aftalt hvor og hvordan over internettet. I Japan er selvmord iøvrigt ikke ulovligt som det er i de fleste andre lande.
Familiefar
Kevin Whitrick var en engelsk familiefar i fyrrene. Han var ved at blive skilt og levede alene, væk fra sine to børn og sin kone. Den 21. marts 2007 gik han på chat-forrummet 'PalTalk' sammen med 60 andre i et særligt modbydeligt chatrum hvor man bevidst fornærmede hinanden. Kevin stillede sig på en stol, bankede hul i loftet, satte et reb op og hængte sig for åbent webcam. Mange af brugerne troede det var en joke. Men da han blev blå i hovedet, fik de alarmeret politiet, der ankom to minutter senere. Kevin Whitrick var desværre død.
På stoffer
Brandon Vedas blev kun 22 år gammel. Den 12 januar 2003 loggede han på IRC, internet relay-chat, med webkameraet tændt. Han annoncerede at han havde røget noget hash og gik så igang med at spise svampe og indtage diverse receptmedicin i et stærkt accelererende tempo. Flere brugere heppede på ham. Andre mente at han var ved at gå over gevind, og Vedas gav dem sit mobilnummer og besked om, at de skulle give det til politiet, hvis han skulle blive dårlig. Det blev han kort tid efter, men ingen turde ringe til politiet af frygt for, at blive involveret i en efterforskningen.
Bevidstløs
Brandon Vedas gled over i bevidstløshed og en af brugerne på chatten ringede faktisk til alarmcentralen, men skulle lige spørge de andre, om det nu var det rigtige at gøre. 'Nej', lød det samstemmende, hvorefter han 'talte sig ud af opkaldet igen'. Han påstod senere at der alligevel ikke var oplysninger nok til at finde Vadas.
Hans bror er ikke enig: Alene hans domænenavn og telefonnummeret havde været tilstrækkeligt.
- På mange måder var de med til at slå ham ihjel. De mennesker behandler andre, somom det ikke er den virkelige verden. De glemmer, at det ikke bare er ord på en skærm, sagde broderen senere.
Vedas lig blev fundet af hans mor dagen efter.
Reddet af nettet
Men det kan også gå den anden vej. I 2007 meddelte en tysker fra Bremershaven på et chatforum, at han ville begå selvmord. Han var lige blevet skilt, og stillede sig op foran et webkamera med en pistol mod tindingen.
Hjælpen kom fra Spanien, hvor brugere alarmerede det lokale politi, der fik fat i det tyske. Det spanske politi ringede også tyskeren op og talte med ham indtil det tyske politi kunne nå frem og standse selvmordet.
Hvad vil du gøre, hvis nogen truer med selvmord online? Og gør nettet os mere ufølsomme overfor andre menneskers lidelser?
