Drikkepenge er noget svineri

I Japan er det en fornærmelse at give drikkepenge. Det burde det også være i Danmark

Dan Tschernia, direktør, TV2 Lorry. (Foto: Finn Frandsen)
Dan Tschernia, direktør, TV2 Lorry. (Foto: Finn Frandsen)

HOTELLER og restauranter har gode forklaringer på, hvorfor det går dem skidt. Det er skatternes og afgifternes skyld, siger de. Det er imidlertid ikke svært at finde andre grunde.

For nogen tid siden slap jeg20kr.for et glas poste-vand på en sushirestaurant i forbindelse med et måltid til et par tusinde kroner. Da jeg så betalte med mit Eurocard, blev der ikke alene lagt adskillige procenter til, fordi det var et såkaldt 'udenlandsk betalingskort', jeg skulle med et tryk på en knap fortælle, om jeg ville 'tilføje drikkepenge –ja/nej'. Hvis jeg havde været turist, ville jeg omgående være fortsat til et andet land, hvor griskheden er mindre.

HORESTAS FORMAND synes, den nye kreditkortterminal er en fremragende opfindelse –for danskere er ikke særlig villige til at give drikkepenge, siger han til Urban. Det ændrer maskinerne tilsyneladende på: En restauratør fortæller, at der bliver givet flere drikkepenge efter indførelsen af de nye maskiner.

Han synes absolut ikke, der er grund til at fortælle udlændinge, at den slags har været indeholdt i prisen siden 1969. Nogle arbejdsgivere giver ikke pengene videre til personalet, men beholder dem selv. Det er måske derfor, de elsker ja/nej-terminalerne.

IFØLGE BLADET Samvirke giver 39 procent altid eller ofte drikkepenge. 28 procent nogle gange. 33 procent giver aldrig eller sjældent drikkepenge. Den sidste kategori vil nu få det skidt, når tjeneren ser på, mens de trykker nej til at 'tilføje drikkepenge'.

På bartendermagasinet.dk er der psykologiske fif til, hvordan man får flere drikkepenge: 'Et lille trick, jeg plejer at bruge, er, at når jeg giver byttepenge tilbage, så lægger jeg sedler for sig, guldmønter for sig, og sølvmønter for sig på bordet… hvis folk så er gavmilde, plejer de bare at skubbe alle småpengene fra sig og tager kun sedlerne... '.

FOR TJENERNE kan drikkepenge være en skattefidus. Hvis de indkasseres direkte, skal de selvangives som B-indkomst – det er nemlig en gave fra kunde til tjener, som der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af. Og så kan man jo spekulere over, hvordan skattevæsenet kontrollerer summen af de 'guld- og sølvmønter', gæsterne lader ligge til bartenderen.

I andre lande – USA f.eks. – lever tjenere af deres drikkepenge. Hvis kunden ikke giver dem 'gratuity', som det hedder derovre, mister de deres indtægt. De fleste steder i Frankrig er drikkepenge ligesom i Danmark en del af prisen, men man efterlader gerne lidt småmønter, hvis betjeningen har været god – ellers ikke.

Før i tiden belønnede man også slagtersvenden med et par franc – så var man sikker på at få en mør bøf, næste gang man handlede. I dag er det stort set kun frisører, der lønnes på den måde. I Japan er det en fornærmelse at give drikkepenge.

DET BURDE det også være i Danmark. Det er uværdigt at lønne folk efter forgodtbefindende, og bl.a. derfor var det et fremskridt, at man afskaffede dem for 41 år siden. Når man i dag presser folk til at give drikkepenge oven i drikkepengene, er det – for at sige det rent ud – noget gedigent svineri.

Man kunne selvfølgelig også indrette samfundet, så alle får drikkepenge: Læger, kassedamer, politikere, politifolk, lærere, dommere, journalister osv. vil sikkert yde en meget bedre indsats, hvis vi stikker dem en lille skilling.

Og måske vil gamle, vrisne mænd blive mindre vrisne, hvis man også giver os lidt ekstra. Men husk endelig at kalde det en gave, så vi kan nøjes med at betale B-skat!

0 kommentarer
Vis kommentarer