Nytårstorsken: Det er en stor ære

Bondam gemte sig i Rom: Selv om Ekstra Bladets Nytårstorsk 2009, Klaus Bondam, var stolt, var han nu mest fraværende

Klaus Bondam blev en suveræn vinder af Årets Nytårstorsk 2009. (Tegning: Morten Ingemann)
Klaus Bondam blev en suveræn vinder af Årets Nytårstorsk 2009. (Tegning: Morten Ingemann)

Egentlig var alt helt, som det skulle være.

Stemmerne var talt op, og Ekstra Bladets Nytårstorsk 2009 var kåret. Jeg havde iført mig smoking og indhandlet torsken, som skulle overrækkes til vinderen.

En meget stor torsk. Faktisk den største torsk jeg mindes at have set. 10 kg. 1300 kroner.

Men så opstod der et problem.

Klaus Bondam, der vandt afstemningen i suveræn stil, var ikke på Københavns Rådhus, hvor han ellers er i færd med at flytte fra ét borgmesterkontor til et andet, og han var heller ikke hjemme i privaten. Ekstra Bladets Nytårstorsk 2009 havde særdeles ubetænksomt valgt at tage på ferie i Rom, viste det sig.

Rejse til Rom
Nå, der går jo fly til Rom. Ville Klaus Bondam ikke blive glad, hvis jeg dukkede op dernede dagen før nytårsaften med en gigantisk torsk i favnen? Jo, han ville.

Flyafgange blev undersøgt, mens jeg kastede mig ud i overvejelser om, hvordan man egentlig rejser til Rom med en friskfanget fisk. Den kunne næppe gå gennem security som håndbagage. 10 kg torsk kan være et frygteligt våben i de forkerte hænder.

Altså skulle den tjekkes ind som bagage, og mens jeg i tankerne gennemgik, hvilken kuffert jeg bedst kunne undvære – for efter den tur ville den med sikkerhed aldrig kunne anvendes til transport af rent tøj igen –?meddelte Klaus Bondam, at han hverken ville tage imod min fisk eller mig i Rom?...

Han havde ferie, påpegede han. Muligvis en smule spidst.

Den fortjente valgsejr
Og jeg havde ellers skrevet en tale:

’Kære borgmester Klaus Bondam,

Mange har med stor ildhu stræbt efter at erobre posten som Ekstra Bladets Nytårstorsk 2009, men på blot én enkelt nat nedkæmpede du dem alle. Før kommunalvalget svor du, at du absolut intet ville have at gøre med Dansk Folkeparti, og du opfordrede dine partifæller over det ganske land til at indtage samme renfærdige holdning – hvorefter du straks efter valget kastede dig i favnen på selv samme parti for at beholde retten til at kalde dig borgmester med hvad deraf følger.

På din hjemmeside karakteriserede dine egne vælgere dig som selvhøjtidelig, egocentrisk, magtbegærlig, hyklerisk, dobbeltmoralsk, prostitueret, kynisk, beregnende og klam.

Vi går ikke ind på, hvad dine fjender kaldte dig.

Mens Københavns vælgere stod tøvende over for ideen om fire år mere med dig som borgmester, så har Ekstra Bladets læsere i overvældende omfang bakket op om dig som årets nytårstorsk.

Tillykke, Klaus Bondam. Her er en valgsejr, du har fortjent.’

Fornemt selskab
Selv uden at have hørt talen er Klaus Bondam tilsyneladende rørt. Han melder fra Rom:

’Tak for Årets Nytårstorsk. Det er en stor ære. Især når jeg ser tilbage og kan se, at jeg er kommet i et fornemt selskab, der bl.a. tæller Uffe Ellemann og Poul Nyrup. Hvis jeg havde været hjemme og kunne modtage torsken, ville den være blevet kogt og tilberedt efter alle kunstens regler. Godt Nytår.’

Tak og i lige måde. Men Bondam bliver nu ikke snydt for sin torsk, bare fordi han har været lidt kluntet i sin ferieplanlægning. Han vil om få dage, når han er kommet hjem og er flyttet ind i det nye borgmesterkontor, få overrakt den torsk, som han så rigeligt har fortjent. Du vil kunne læse om det i Ekstra Bladet. Dog er fisken ny. Den torsk, han skulle have haft, vil komme Københavns hjemløse til gode i Fedtekælderen på Christianshavn.