Jeg kan ikke opfylde børnenes ønsker

Julehjælp 09: December er årets værste tid for enlig mor

Jackie Kjøller, der er alene med Sarah og Simon, vender hver en femøre, men har alligevel ikke råd til at give dem en god jul. (Foto: Ernst van Norde)
Jackie Kjøller, der er alene med Sarah og Simon, vender hver en femøre, men har alligevel ikke råd til at give dem en god jul. (Foto: Ernst van Norde)

Julen burde være en sød tid med adventsgaver, hjemmebag og julekalender, men sådan er det langtfra for 37-årige Jackie Kjøller, som er alene med femårige Sarah og seksårige Simon.

– December er årets værste måned. Der er så meget, jeg gerne vil give Sarah og Simon. Men jeg har så lidt. Det betyder meget, at man kan give sine børn en god jul, men jeg har ikke engang råd til kalendergaver.

– Jeg er heldig, at min far giver gode gaver, men jeg ville ønske, at jeg selv kunne, siger Jackie Kjøller, som har søgt om en julepakke hos Dansk Folkehjælp.

Skimmelsvamp
Jackie Kjøller har været alene med sine to børn i fire år og har været på kontanthjælp, siden hun fik Sarah. Hun er uddannet tjener, men kan ikke bruge sin uddannelse, fordi arbejdstiderne er svære at forene med livet som enlig mor.

Hun har forsøgt sig som smørrebrødsjomfru, taxichauffør og rengøringshjælp, men det er næsten umuligt at få et ufaglært job i Grenaa, hvor familien bor i en lejlighed, som er plaget af skimmelsvamp. Familien må klare sig for 3500 kr. om måneden.

– Man bliver god til at vende hver femøre. Jeg bager selv mit brød, køber alting brugt eller på tilbud.

– Lige for tiden er der gode tilbud i SuperBest pga. deres kødskandaler, og man kan altid finde tøj på udsalg uden for sæsonen. Ellers køber jeg det i genbrugsbutikken, fortæller Jackie Kjøller, som aldrig har været på ferie med sine børn.

Tænker altid på penge
– I ferierne bliver vi hjemme og tager måske en tur i svømmehallen. Min søn er lige holdt op med at gå til fodbold, og så sparer jeg 300 kroner. Det er frygteligt at tænke sådan, men når man ingen penge har, tænker man på dem hele tiden, fortæller Jackie Kjøller.

Sarah og Simon ser ikke deres far, som for et år siden meddelte, at han ikke længere ønskede at se sine børn, og da Jackie Kjøller kun har sin far og et lille netværk, har hun nu fået en aflastningsfamilie, hvor børnene skal være hver anden weekend.

– Det er hårdt at stå alene med ansvaret for to børn. Jeg har brug for et pusterum, og jeg vil også gerne give mine børn muligheden for at få nogle oplevelser, som jeg ikke selv kan give dem.

- SMS: HJÆLP til 1999 og støt med 100 kr. Beløbet plus almindelig sms takst opkræves automatisk på din næste mobilregning.

- Ring 90 565 444 og støt med 100 kr. pr. opkald

- Indbetale på bankkonto 5301 0 333 666, mærk dit bidrag "HJÆLP"

- Via vores hjemmeside: www.folkehjaelp.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere