Kanonstart på juleindsamling

825.000 er der samlet ind i løbet af november. Alligevel vil mange få nej til hjælp

825.000 er der samlet ind. (Foto: Linda Johansen)
825.000 er der samlet ind. (Foto: Linda Johansen)

– Hvis ikke der sker et mirakel, skal vi i år ud og sige nej til rigtig mange fattige familier i Danmark. Vi bliver nødt til at gennemgå hver enkelt ansøgning for at sikre, at hjælpen går til dem, der har allermest brug for den.

Selv om Ekstra Bladet og ASF-Dansk Folkehjælps juleindsamling har fået en kanonstart med 825.000 kroner i kassen i løbet af november, er ASF-Dansk Folkehjælps generalsekretær, Klaus Nørlem, ikke i strålende julehumør. Der er nemlig også et rekordstort antal fattige i Danmark, der har søgt om hjælp.

– På nuværende tidspunkt ser det ud til, at vi kommer i nærheden af en fordobling i antallet af familier, der søger og bliver godkendt til julehjælp. Sidste år kunne indsamlingen forsøde 1500 fattige børnefamiliers juleaften. Da vi gik hjem i fredags, havde vi modtaget ansøgninger fra 3174 familier. Når ansøgningsfristen udløber i morgen, vil det ikke overraske mig, hvis der er 4000. For øjeblikket kommer der 400 ansøgninger om dagen, siger Klaus Nørlem.

Stigende fattigdom
Det er tredje år i træk, at Ekstra Bladet og ASF-Dansk Folkehjælp samler ind til fattige børnefamiliers jul. Sidste år lykkedes det at nå 1,8 millioner kroner, og ambitionen i år har været at komme på den anden side af to millioner.

– Men som situationen ser ud nu, er det langtfra nok til at opfylde behovet. Jeg ved ikke, om stigningen i ansøgninger skyldes, at vi er blevet mere eksponeret. Men alle andre organisationer oplever også en stigning, og hvis du googler Dansk Folkehjælp, ligger vi langt nede på listen. Derfor er jeg overbevist om, at stigningen også afspejler en stigende fattigdom i Danmark, siger Klaus Nørlem.

Julehjælpen blev så småt skudt i gang allerede 1. november, fordi kommunalvalget var et godt sted at samle ind. Det har også betydet, at det uden den store pressedækning er lykkedes at samle de første 825.000 kroner sammen. Omkring halvdelen blev samlet ind ved valgstederne 17. november.

2000 kroner om måneden
De næste par uger skal der ekstra tryk på indsamlingen, der slutter 15. december. I den periode sætter Ekstra Bladet fokus på fattigdommen i Danmark.

De børnefamilier, der godkendes til julehjælp fra Ekstra Bladet og ASF-Dansk Folkehjælp, er på overførelsesindkomst og har typisk helt ned til 2000 kroner om måneden til mad, tøj og andre fornødenheder. Familiernes situation er alle dokumenteret af deres hjemkommune.

Hjælpen består af 500 kroner til legetøj, 500 kroner til sportsrekvisitter og 500 kroner til julemad. Du kan se her på siden, hvordan du kan hjælpe dem.

- SMS: HJÆLP til 1999 og støt med 100 kr. Beløbet plus almindelig sms takst opkræves automatisk på din næste mobilregning.

- Ring 90 565 444 og støt med 100 kr. pr. opkald

- Indbetale på bankkonto 5301 0 333 666, mærk dit bidrag "HJÆLP"

- Via vores hjemmeside: www.folkehjaelp.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere