Finanskrisen smadrer julen

Køen vokser og vokser: Rekordmange fattige børnefamilier har brug for hjælp i december

Ella Schmidt fra Haderslev og hendes datter Ida stod sidste år frem med deres historie fra den økonomiske kælderetage og satte for alvor skub i indsamlingen. (Foto: Anders Brohus)
Ella Schmidt fra Haderslev og hendes datter Ida stod sidste år frem med deres historie fra den økonomiske kælderetage og satte for alvor skub i indsamlingen. (Foto: Anders Brohus)

Der er brug for hver en krone, du kan undvære. For aldrig har køen efter julehjælp været så lang.

Firmakrak, tvangsauktioner og skruppelløse banker sender mange ud over den økonomiske kant, hvor der kun er råd til det allermest nødvendige i dagligdagen.

Sådan lyder den enslydende melding fra de organisationer, der traditionelt samler ind til julehjælp til Danmarks fattige børnefamilier. Og samtidig med de længere køer er mange bidragydere blevet mere tilbageholdende.

– Det er især virksomheder og fonde, der holder sig tilbage. De har anbragt mange midler i aktier, som de ikke har lyst til at sælge på nuværende tidspunkt. Det mærker vi følgerne af, siger direktøren for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen.

– Hjælpen skal i år skal komme fra de private lommer, men heldigvis fornemmer jeg også en stor støttevilje blandt almindelige mennesker. Folk ved godt, at det er krise, og at det er alvor, tilføjer han.

Hos Mødrehjælpen uddelte man sidste år julehjælp til 622 familier. I år er forventningen, at mindst 800 vil have søgt, når ansøgningsfristen udløber i morgen.

Indtil videre har man kun penge i kassen til de første 200. Mødrehjælpen giver checks på 500 kroner for hver voksen og 300 kroner for hvert barn i familien. De gentager i år stuntet med, at man i stedet for en ged i Afrika kan købe en enlig mor fra Danmark til at lægge under træet.

De sidste er tilbage
På Børnenes Kontor i København oplevede man allerede under tøjuddelingen i sommer en kraftig stigning i behovet for hjælp.

– De yderste på arbejdsmarkedet, som fik job under den sidste del af opturen, er tilbage på kontanthjælp. Det er noget, man kan mærke i vores funktion, siger forretningsfører Rainer Lenze.

Organisationen planlægger at uddele 2200 julekurve med 20 kilo madvarer 22. december på Sankt Annæ Gymnasium i København. Det er, hvad der er råd til, selv om forventningen er, at omkring 5000 familier vil have søgt, når ansøgningsfristen udløber.

Børnenes Kontor mærker også, at der er smalhans i erhvervslivet, så der skal mange penge i glaskisten på Rådhuspladsen i København og sælges mange julehjerter, når 4500 københavnske skolebørn på onsdag er på gaden med det lille klistermærke.

Gebyrgribbenes ansvar
Bankernes gebyrgribbe slipper heller ikke for et ansvar, når de lange julehjælps-køer skal forklares. Her har man ikke haft forståelse for samfundets svageste, lyder kritikken.

– Det er tydeligt, at der er røget mange over i fattigdomskøen, fordi bankerne har ryddet op. Folk, der tidligere kunne holde skindet på næsen i en klemt økonomi, bliver skubbet ud over kanten, når banken sætter renten op, siger informationschef i Frelsens Hær Lars Lydholm.

Frelsens Hær har også flere ansøgere end sidste år, og erfaringsmæssigt kommer der mange de sidste dage inden fristens udløb i morgen. I fjor blev der uddelt for fem millioner gennem Frelsens Hær.

– Så det bliver lidt af en opgave, når indsamlingen i denne måned skal endnu højere op, siger Lars Lydholm.

- SMS: HJÆLP til 1999 og støt med 100 kr. Beløbet plus almindelig sms takst opkræves automatisk på din næste mobilregning.

- Ring 90 565 444 og støt med 100 kr. pr. opkald

- Indbetale på bankkonto 5301 0 333 666, mærk dit bidrag "HJÆLP"

- Via vores hjemmeside: www.folkehjaelp.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere