Dovne, uproduktive danskere

Danskerne på spanden: Lars Løkkes store ny politiske projekt skudt i sænk af ny økonomisk rapport, der placerer os på en 11. plads over verdens rigeste lande

Statsminister Lars Løkke Rasmussen i klemme med sit store politiske projekt. Polfoto
Statsminister Lars Løkke Rasmussen i klemme med sit store politiske projekt. Polfoto

Er danskerne så dovne og uproduktive , at vi er ved at miste velfærden? I hvertfald er det en kendsgerning, at produktiviteten nu er så ringe, at den er under halvdelen af det niveau i de lande, vi plejer at sammenligne os med. Og den bare fortsætter med at falde, afslører hårde økonomiske facts i ny rapport.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens store nye politiske projekt om fortsat rigdom, velstand og sundhed bliver i dag skudt i sænk af en opsigtsvækkende økonomisk rapport, der afslører, at verdens lykkeligste folk - danskerne - er på spanden.
Vi rasler bogstaveligt talt ned på listen over verdens rigeste lande, og er nu havnet på en 11. plads, overhalet i velstand af både Sverige, Australien, Østrig, Irland og Holland.

Krisen er dyb og alvorlig
Så glem alt om, at finanskrisen bare er et forbigående fænomen. Vi befinder os i en dyb, formentlig langvarig krise, hvor det værste venter lige om hjørnet.
Det er produktiviteten, altså hvor meget danskerne producerer pr. time, den er helt galt med. Kun Spanien og Italien har klaret sig dårligere siden 1995.
Det er økonomi- og erhvervsministeriet, som i dag slår dette fast i en stor analyse 'Den danske Produktivitetsudvikling' skriver Berlingske Tidende. Det sker næsten samtidig med, at statsminister Lars Løkke i let poetiske vendinger lover, at Danmark frem mod år 2020 igen skal være et af verdens 10 rigeste lande.

Frihed og tryghed
-Vores drøm er, at frihed og tryghed skal synge i harmoni, sagde statsministeren, der også lover at den danske økonomi fortsat skal være blandt de fem stærkeste i verden.

Men der skal både held og forstand til at Lars Løkkes drøm går i opfyldelse. For der er i stedet udsigt til, at Danmarks placering bliver endnu værre. OECD forventer nemlig, at Danmark sammen med Holland får den laveste vækst frem mod 2012.
Den væsentligste årsag er, at produktiviteten i Danmark kun er steget med 0,8 procent om året siden midten af 1990'erne, hvilket er under halvdelen af de to procent, som de fem rigeste OECD-lande har oplevet.

Løkkes luftkastel
Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell har heller ikke større tiltro til, at Lars Løkkes store projekt kan redde os ud af suppedasen. .
-Det er da et kolossalt ambitiøst projekt, mener Engell. Han (Løkke, red.) placerer overliggeren meget, meget højt. Men måske også så højt, at det kommer til at minde mere om et luftkastel end om en konkret politisk operationsplan

-På en række af områderne er man end ikke begyndt at tage højde for det bevillingsmæssigt, siger Hans Engell. Projektet minder i alt for høj grad om andre af regeringens storstilede planer fra de seneste fem år, som også har handlet om, at vi skal være verdens bedste til uddannelse, forskning, grøn teknologi, have verdens bedste sygehuse og verdens stærkeste økonomi.

Danskerne er udråbt som verdens lykkeligste folk, men en ny økonomisk rapport bringer alvorlige skår i glæden. Den afslører en så lav fremgang i produktiviteten, at vi nu er havnet på en 11. plads blandt verdens rigeste lande - en situation, der kan true velfærden

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere