17-årige Waled: For nemt at lave ballade

Waled Hakim på 17 år appellerer til at politikerne etablerer flere steder som Ressourcecenter Ydre Nørrebro, hvis man vil kriminaliteten blandt unge i bydelen til livs.

På Nørrebro findes rockerklubber, hashklubber og andre klubber hvis aktiviteter ikke tåler dagens lys og som gør borgerne på Nørrebro utrygge. Men der findes også klubber på Nørrebro, som skaber tryghed for borgerne og reelle alternativer til kriminalitet for unge i bydelen. Ét af disse steder er Ressourcecenter Ydre Nørrebro, hvor Waled Hakim fra integrationsprojektet Taking the lead, arbejder som frivillig.

- Jeg samler unge mellem 13-18 år fra bydelen, når der er lektiecafé, deler flyers ud når der er arrangementer og hjælper med forefaldende kontorarbejde, når der er brug for det, fortæller Waled.

- Klubber er ikke nødvendigvis af det onde, tværtimod oplever jeg at de unge på Ressource Center Ydre Nørrebro, virkelig mangler steder at gå hen med deres kreativitet og energi, fortsætter han.

Det er for nemt at lave ballade
Selvom Waled er født og opvokset i Danmark og tager ansvar for at gøre en positiv forskel i sit lokalsamfund, føler han ikke altid at unge indvandrere som ham selv, bliver accepterede som en del af det danske samfund. En problematik som ifølge ham skyldes at politikerne ikke skaber flere steder som Ressourcecenter Ydre Nørrebro.

- Det er for nemt for unge at lave ballade på Nørrebro. Mange vil gerne gøre noget godt for deres lokalsamfund, men føler sig ofte udenfor og savner klubber, hvor de kan dyrke deres interesser og være kreative, så lad os få flere klubber på Nørrebro, tak!, slutter Waled.

Du kan læse mere om Taking The Lead her.







0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere