Den perfekte kur mod tømmermænd

Nogen klarer sig godt med en reparationsbajer, mens andre har brug for en masse salt, men hvad er din kur mod tømmermænd - og virker den?

Har du et godt råd til folk med tømmermænd? (Foto: Colourbox)
Har du et godt råd til folk med tømmermænd? (Foto: Colourbox)

Julefrokosterne med sild, snaps og juleøl står for døren, og det betyder samtidig, at tømmermændene banker kraftigt på.

Der er derfor al mulig grund til at finde ud af, hvordan man slipper for de smertefulde håndværkere i hovedet. Vi har bedt en af landets førende eksperter i tømmermænd be- og afkræfte nogle af de mest udbredte myter.

Findes mirakelkuren mod tømmermænd?

– Nej. Der findes ikke én bestemt kur eller én specifik pille, der kan kurere tømmermænd. Da der er mange årsager til tømmermænd - det kan være dehydrering, manglende søvn og forgiftning i kroppen - skal der skrues på mange knapper for at lindre generne, forklarer læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer.

For eksempel skal man sørge for at drikke en masse vand, eventuelt spise et par hovedpinepiller, sove branderten ud og så ellers blot væbne sig med tålmodighed.

– Tid er det eneste, der med sikkerhed helbreder dine tømmermænd, tilføjer lægen.

Mange fylder sig med masser af fed mad som grillkylling og chips dagen derpå. Virker det?

– Junkfood i sig selv mindsker ikke tømmermændene. Mange kan føle, at de har behov for salt, og derfor spiser de grillmad - men det er måske også, fordi de har lidt ondt af sig selv, tilføjer Jerk W. Langer.

Nogle mennesker skyller tømmermændene ned med en Bloody Mary fyldt med vodka, tomatjuice og tabasco. Det virker altså ikke for mig - hvordan kan det være?

– Det er meget individuelt, hvad der virker eller ej. Nogen klarer sig godt med en reparationsbajer, mens andre har brug for en masse salt. Hvad der virker for en stor, kraftig mand, virker måske ikke for en lille, spinkel kvinde og omvendt, forklarer lægen, som selv dæmper de dunkende tømmermænd med en vodka-banan smoothie og eventuelt en pizza.

Har du nogle gode og dårlige oplevelser med tømmermændskure, som du vil dele med os? Så send en mail til rira@eb.dkog fortæl os om din perfekte kur mod tømmermænd.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere